Redningstjenesten fra Nørre Vorupør forsøgte torsdag eftermiddag at stoppe en løbsk vindmølle på Mors.

Gentagne forsøg på at stoppe møllen, der bliver ved med at snurre rundt uden at kunne stoppe, slog dog fejl.

Det fortæller vagtchef Ole Vanghøj ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Redningstjenesten forsøgte blandt andet at skyde en 25 tons tung trosse hen over vingerne, men trossen knækkede.

En mølle på Mors er løbet løbsk torsdag eftermiddag. Foto: Presse-fotos.dk.
En mølle på Mors er løbet løbsk torsdag eftermiddag. Foto: Presse-fotos.dk.
Vis mere

»Det forsøgte vi tilbage i 2019, da vi havde et lignende tilfælde også her på Mors. Dengang fik vi stoppet møllen. Men det lykkes desværre ikke denne gang,« siger vagtchefen, der forklarer, at en trosse typisk bruges, når et skib fortøjes – et slags tykt reb.

Efterfølgende forsøgte redningstjenesten sig med at skyde en såkaldt ‘vrap’ hen over møllen på Elsøvej. Men det virkede heller ikke.

»Vinden er desværre tiltagende, så nu får møllen lov til at stå. Så sker der nok det, at den kører træt og falder sammen. Den er ikke designet til at køre så hurtigt,« siger Ole Vanghøj.

Hjemmeværnet er sat ind for at bevogte den løbske mølle, og der er sat afspærringer op, så man ikke kan komme i nærheden af den. Sikkerhedsafstanden er fastsat til 300 meter.

Politiet opfordrer til, at man holder god afstand.

Det vides ikke, hvorfor møllen er løbet løbsk, men vagtchefen tror, det kan skyldes, at møllen er af ældre dato.