En redningsaktion var fredag aften i fuld gang i havet ved Årø. To personer var ved at gå ned med deres båd.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste tidligere på Twitter, at båden var grundstødt og kæntret.

Det bekræfter den vagthavende ved politiet over for B.T.

»Vi har reddet to personer i land. De er begge uskadte, men har fået sig en kold aften.«

»De var ude og sejle i deres båd, da den stødte på grund.«

»Den kunne ikke synke, men kunne være kæntret,« siger vagtchef Henrik Sønderskov.

En hjemmeværnskutter blev sat ind for at bjærge de to nødstedte personer.

Besætningen på hjemmeværnskutteren kom i kontakt med personerne på båden.

Og formåede ifølge Henrik Sønderskov at få dem om bord på Marinehjemmeværnets skib.

De to nødstedte blev herefter sejlet til land, hvor de blev tilset af en læge. Ingen af dem var kommet noget til.

»De har sluppet billigt,« tilføjer vagtchef Henrik Sønderskov.

Han fortæller desuden, at hjemmeværnsfartøjet også fragtede de to personers båd tilbage i havn.