Børn og unge henvender sig stadig mere til Red Barnet om økonomisk afpresning på internettet, viser rapport.

Red Barnet havde sidste år travlt med at hjælpe børn og unge, som kontaktede organisationen for at få hjælp til sager om digitale krænkelser.

Det fremgår af årsrapporten hos SletDet Rådgivningen, som er en rådgivningsafdeling hos organisationen Red Barnet.

I alt havde afdelingen 1680 samtaler med børn og unge fordelt på 1002 konkrete rådgivningsforløb med et enkelt barn.

Til sammenligning var der omkring 870 rådgivningsforløb året før.

Samtalerne med de unge handlede i 2023 i høj grad om afpresning og trusler. Disse samtaler stod for 31 procent af det samlede antal.

Her er problemets kerne som regel, at afpresseren er kommet i besiddelse af et intimt billede ved at udgive sig for at være en anden på forskellige sociale medier.

Lene Stavngaard, der er leder af SletDet Rådgivningen, forklarer, at rådgiverne hos Red Barnet først og fremmest yder psykologisk førstehjælp, når de unge henvender sig.

- Mange ringer til os som en sidste udvej, da de står i en desperat situation præget af skam. Samtidig rådgiver vi om, at det hverken hjælper at sende penge eller mere intimt materiale, siger hun.

Det kan i sådanne situationer være vigtigt i stedet at indsamle beviser som screenshots af selve afpresningen eller oplysninger om afpresseren, forklarer Lene Stavngaard videre.

Herefter hjælper Red Barnet med alt fra at lave en politianmeldelse til at få fjernet krænkende eller ulovligt indhold hos sociale medier.

Organisationen kan se i sine tal, at det hovedsageligt er drenge, som oplever at blive afpresset økonomisk med eksempelvis intime billeder.

- I vores samtaler med børn og unge har vi især lagt mærke til denne meget bekymrende tendens med, at økonomisk afpresning er i stigning. Vi får langt flere henvendelser om det, siger Lene Stavngaard.

- Det er en udvikling, som vi meget gerne vil være med til at bremse.

Omvendt er det overvejende piger, der bliver afpresset til at skulle afgive mere intimt materiale.

/ritzau/