To personer blev torsdag dræbt ved en synagoge i Manchester. 

Gerningsmanden, der selv blev skudt af politiet, gik målrettet efter at komme ind i synagogen i det, som den britiske premierminister Keir Starmer betegner som et terrorangreb. 

Keir Starmer hastede hjem fra EU-topmødet i København, efter angrebet fandt sted. 
Keir Starmer hastede hjem fra EU-topmødet i København, efter angrebet fandt sted.  Adam Vaughan/EPA/Ritzau Scanpix

Overrabbiner Jair Melchior, der har sin daglige gang i synagogen i København, er ikke overrasket over angrebet. 

Et angreb, der også kan ske i Danmark.

»Vi er trygge i forhold til, at politiet gør, hvad de kan for at forhindre et angreb, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan ske her,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Det var et frygteligt angreb, som igen viser, hvor farligt det er at generalisere. Vi vidste godt, at det ville komme, og det er nok det værste, at det ikke er en overraskelse for nogen som helst. Det er en meget trist situation, vi befinder os i for tiden.«

»Det er ikke første forsøg og på et tidspunkt måtte det lykkes,« siger han.

Angrebet i Manchester skete under den jødiske højtid Yom Kippur, der betegnes som den allerhelligste i den jødiske kalender. 

I sit daglige arbejde forsøger Melchior at sørge for, at frygten ikke vinder indpas. 

»Mit vigtigste arbejde som rabbiner i den her menighed er, at frygten, der eksisterer, ikke overtager det hele.«

»Vi har set en stor tilslutning til synagogen også under Yom Kippur, hvor der var lidt flere end normalt. Det er det bedste svar, vi kan komme med. Ingen skal få lov til at påvirke os eller stoppe os. Ingen får os til at gemme os eller forhindre, at vi er sammen.«

»Det er det eneste rigtige svar. Vi er nødt til at finde mere kærlighed til hinanden, vi er nødt til at være bevidste om, hvordan man taler om andre. Når man dæmoniserer en anden gruppe, kommer fanatikere og gør den slags,« siger han. 

Og han har et klart budskab: 

»Alle skal gøre, hvad de kan - ikke kun jøderne. Man skal være bevidst og forsigtig omkring, hvordan man italesætter grupper. Man må godt kritisere, det skal man også nogle gange, men det er enormt vigtigt at forstå, at man har et ansvar, når man gør den slags,« slår han fast.