»Vi skal nok klare den. Nu er det okay, at du sover.«

Rasmus' mor, Betina Machon Davison, holder sin søn i hånden.

Da han lukker øjnene, er han omgivet af sin mor, sin far, sin tvillingesøster og storebror samt kusine og fætter. De holder hånden varm i timerne efter hans død, mens resten af kroppen langsomt bliver kold. Et ubærligt øjeblik, som familien længe har frygtet og undgået at tale om, bliver til virkelighed 29. september klokken 18.18.

Rasmus Machon Davison blev 18 år. Kræften, der begyndte som uforklarlige smerter i benet i april 2019, spredte sig til lungerne og så luftrøret. Sygdommen vandt endelig denne efterårsdag i en tåge af morfin.

Forældrene til Rasmus står fortsat uforstående overfor, at deres dreng gentagne gange skulle gå til lægen uden at få hjælp. På væggen i baggrund hænger billedet af Rasmus sammen med sine to søskende. Foto: Camilla Bøgeholdt Lund.
Forældrene til Rasmus står fortsat uforstående overfor, at deres dreng gentagne gange skulle gå til lægen uden at få hjælp. På væggen i baggrund hænger billedet af Rasmus sammen med sine to søskende. Foto: Camilla Bøgeholdt Lund.
Vis mere

Men kræften var ikke det eneste, han tabte til.

Ingen har således villet anerkende, at Rasmus kunne været blevet hjulpet tidligere og på anden vis. Systemet svigtede, mener familien.

»Lægerne skulle have handlet noget før. Det kunne måske godt have reddet Rasmus' liv. Det er næsten ubærligt at tænke på,« siger Steen Jensen, Rasmus' far.

Han sluger en klump i halsen.

Rasmus Machon Davison var sammen med to andre piger, der havde oplevet svigt i sundhedssystemet, på besøg hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i december sidste år. Her lovede Magnus Heunicke at se nærmere på, om noget kunne gøres bedre. Foto: Kasper Riising.
Rasmus Machon Davison var sammen med to andre piger, der havde oplevet svigt i sundhedssystemet, på besøg hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i december sidste år. Her lovede Magnus Heunicke at se nærmere på, om noget kunne gøres bedre. Foto: Kasper Riising.
Vis mere

B.T. lærte Rasmus Machon Davison at kende sidste år i forbindelse med artikelserien 'Når lægen ikke lytter'. Den unge mand havde gentagne gange forsøgt at få hjælp hos flere forskellige læger på grund af smerter i sit ben.

Først sent i forløbet blev benet MR-scannet. Det måtte amputeres, fordi kræften havde spredt sig. Siden hen fulgte vi Rasmus' kamp for at få en vandtæt protese, som Hillerød Kommune ikke mente var nødvendig.

I kølvandet på artiklen købte en anonym B.T.-læser en protese til Rasmus på egen regning, mens sagsbehandlingen fortsatte i månedsvis i Ankestyrelsen. Undervejs kom kræften retur.

Nu er det så endeligt farvel til en fighter. En ung mand, der insisterede på at leve livet, og som ikke ville vide, hvor det bar hen. Halvanden uge før han døde, købte han julepynt og glædede sig til den kommende højtid.

Rasmus med sin protese, der ikke er vandafvisende. Foto: Camilla Bøgeholt Lund.
Rasmus med sin protese, der ikke er vandafvisende. Foto: Camilla Bøgeholt Lund.
Vis mere

B.T. møder forældrene i Steen Jensens hjem i Hillerød. Han og Betina Machon Davison er skilt, men har bevaret et godt venskab.

»Nætterne er de værste,« siger moderen og kigger tomt for sig.

Steens øjne er blanke. Han kæmper for ikke at lade sig opsluge af sorgen.

»Det er bare så forkert, at man oven i en dødelig sygdom også skal kæmpe mod systemet,« siger han.

Rasmus' ben, før det blev amputeret. Han opsøgte læge mange gange, men først sent blev kræften opdaget, og benet måtte amputeres. Foto: Privat.
Rasmus' ben, før det blev amputeret. Han opsøgte læge mange gange, men først sent blev kræften opdaget, og benet måtte amputeres. Foto: Privat.
Vis mere

Patienterstatningen har, siden B.T.s artikler er udkommet, afgjort, at lægerne ikke handlede forkert. Der er i afgørelsen lagt vægt på, at de involverede læger på behandlingstidspunktet handlede, som en erfaren specialist ville have gjort.

Familien har nu valgt at klage over afgørelsen, da de blandt andet mener, at Rasmus' journal mangler afgørende notater om hændelsesforløbet.

»Det hjælper jo ikke længere os. Men det kan være, det vil hjælpe andre i samme situation. Jeg forstår ikke, at en ung mand skal gå rundt med smerter i over fire måneder og gentagne gange bare sendes hjem med en håndfuld smertestillende og ikke bliver undersøgt nærmere,« siger Steen Jensen.

Han ved også, at sorgen ikke bliver mindre af en anerkendelse fra Patienterstatningen, men det vil alligevel give familien 'lidt ro i sjælen'.

18-årige Rasmus Davison genoptræner på Riget i december 2019 efter han har fået amputeret sit ben på grund af kræft. Foto: Byrd/Louise Askly
18-årige Rasmus Davison genoptræner på Riget i december 2019 efter han har fået amputeret sit ben på grund af kræft. Foto: Byrd/Louise Askly
Vis mere

»Jeg ville rigtig gerne have en afgørelse fra systemet, der hed, at de ikke havde handlet korrekt,« siger han.

Også Ankestyrelsen har siden B.T.s artikler om Rasmus' forløb afgjort, at det var korrekt, da Hillerød Kommune afviste, at Rasmus var berettiget til en vandtæt protese. En protese, som familien argumenterende for var nødvendig i Rasmus' arbejde som cater, hvor han kunne risikere at blive våd og ødelægge den, kommunen anbefalede.

Kommunen argumenterede omvendt for, at Rasmus i stedet måtte påføre sig beskyttelsestøj. En anbefaling, som selv folketingspolitikere undrede sig over.

»Det kom bag på os. Hvis ikke Rasmus skulle have den, hvem skulle så? En svømmelærer? Hvorfor så overhovedet lave den type protese?« spørger Betina Machon Davison.

Rasmus blev bisat d. 6. okt 2020. På kisten er et billede af ham fra den dag, han fik sin nye, vandtætte potese. Samme dag hoppede han i vandet i Esrum sø af bare glæde over sit nye ben. Foto: Privat.
Rasmus blev bisat d. 6. okt 2020. På kisten er et billede af ham fra den dag, han fik sin nye, vandtætte potese. Samme dag hoppede han i vandet i Esrum sø af bare glæde over sit nye ben. Foto: Privat.
Vis mere

Tilliden til systemet er i dag 'på et meget lille sted'. Skulle et af forældrenes andre børn blive syge, vil de ikke i samme grad stole på autoriteterne.

»Gjorde vi for lidt? Jeg tror ikke, vi kunne have gjort det anderledes. Men jeg vil nok være mere insisterende en anden gang,« siger moderen.

Hun og Steen Jensen glæder sig over, at en anonym B.T.-læser betalte for en vandtæt protese til Rasmus. De finder begge smilet frem ved tanken om deres søn, der hoppede i Esrum Sø af bar glæde, da han fik den.

»Rasmus livede op. Der var ikke det, han ikke kunne lige pludselig. Den gestus glemmer vi aldrig,« siger Betina Machon Davison.