Den tidligere folketingskandidat og advokat Rasmus Paludan er tirsdag trængt ind på en folkeskole i København.

Der er tale om udeområdet ved folkeskolen Skolen ved Sundet på Amager.

Ifølge en besked som skolen har sendt ud til alle forældre via tjenesten Aula, og som TV 2 Kosmopol har set, optog Paludan video af elever og lærere på området.

I beskeden orienterer skolen ifølge TV 2 Kosmopol om, at Rasmus Paludan var »provokerende og ubehagelig« og »proklamerede, at han ville komme igen hver dag«. Det fik skolen til at kontakte politiet, lyder det.

Nu er udskolingseleverne blevet orienteret om, at Rasmus Paludan ikke må opholde sig på skolens område. Og at eleverne skal ignorere ham og gå ind i bygningen, hvis det skulle ske, at han kommer tilbage.

Københavns Politi har bekræftet over for TV 2 Kosmopol, at de modtog en anmeldelse om det, som de beskriver som »en uønsket person på stedet« fra Skolen ved Sundet klokken 11.45. Den uønskede person havde forladt skolen af egen fri vilje, da en patrulje ankom, lyder det.