En fælles undren begyndte at brede sig blandt flere beboere i Søndervig på den jyske vestkyst.

»Hvordan får de den vandrutsjebane ind i Lalandia?« spurgte de sig selv.

Svaret er de mildest talt ikke tilfredse med. For det har vist sig, at vandrutsjebanen skal være udendørs. Og det fremgår ikke af lokalplanen, at vandrutsjebanen skal opføres udenfor. Derfor har 24 sommerhusejere underskrevet et åbent brev til Ringkøbing-Skjern Kommune.

De føler sig snydt af lokalplanen, der ikke nævner noget om en blå-grøn vandrutsjebane, der står til frit skue i Søndervig.

Peter Tjellesen, som er sommerhusejer, fortæller, at han har været med til flere borgermøder, som har haft opførelsen af et nyt Lalandia på dagsordenen. Han fortæller, at han aldrig har fået at vide, at vandrutsjebanen skulle være udendørs. Det fortæller han til TV Midtvest.

Ifølge Peter Tjellesen er billedet af den udendørs vandrutsjebane blevet vist på et borgermøde, hvor han ikke var til stede.

»Det er skidt for os, fordi det er grimt og skæmmer byen. Hvis det bliver byens image, så er jeg bange for, at det er til skade for byen. Porten til byen ligner en blanding mellem et rensningsanlæg og noget fra rummet, som er landet i byen,« siger Peter Tjellesen til B.T og tilføjer.

»Hvis det havde været vist, mens jeg havde været til et borgermøde, så ville jeg have gjort indsigelser med det samme. Ingen af dem, jeg har snakket med her i området, har set det billede.«

Udsigten fra Peter Tjellesens hus til Lalandia og vandrutsjebanen. Foto: Privat.
Udsigten fra Peter Tjellesens hus til Lalandia og vandrutsjebanen. Foto: Privat.
Vis mere

Ordet vandrutsjebane står nævnt 11 gange i den 214 lange siders lange lokalplan. Ingen af de gange står det nævnt, at vandrutsjebanen skulle være udendørs.

Borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, siger modsat Peter Tjellesen, at billedet af den udendørs vandrutsjebane er blevet vist ved adskillige borgermøder.

»Der står heller ikke nogen steder, at den ikke skal være udendørs. Der står, at der kan bygges et trappetårn til vandrutsjebanen. Hvad der ligger i det, ved jeg ikke,« siger Hans Østergaard og tilføjer.

»Lokalplanen står selvfølgelig til troende, men der står ingen steder, at den ikke skal være udendørs. Der står til gengæld flere steder, at der skal være en rutsjebane.«

Hans Østergaard forstår godt frustrationen fra borgerne og kan godt se, at vandrutsjebanen fylder i landskabet.

Lokalplanen er 214 sider lang. Kunne man have mere været mere konkret med beskrivelsen af vandrutsjebanen?

»Det synes jeg ikke nødvendigvis, fordi en lokalplan skal give mulighed for at etablere de ting, man nu vil etablere i området. Men jeg skal da ikke afvise, at det skulle være mere tydeliggjort, at der kommer en vandrutsjebane. Det korte af det lange er, at vi ikke vil være uvenner med vores borgere,« siger Hans Østergaard.

Borgmesteren oplyser, at man efter påske vil undersøge, om lokalplanen er overholdt.