Julen nærmer sig, og traditionen tro deler Mødrehjælpen såkaldt julehjælp ud til økonomisk trængte familier. 

Men hjælpen er ikke kun for folk, der holder jul. 

Muslimer kan nemlig også modtage julehjælp, og det har fået den konservative politiker Niels Peder Ravn så meget op i det røde felt, at han nu dropper sin mangeårige støtte til Mødrehjælpen.

Det sker, efter at han har hørt Mødrehjælpens direktør, den tidligere SF-politiker Ninna Thomsen, forsvare, at julehjælp til muslimer er »i næstekærlighedens ånd.«

tip os
Modtager - eller vil du gerne modtage - julehjælp? Så skriv til os

»Det er klart, at hvis man gerne vil støtte værdigt trængende, så de kan holde jul, må præmissen være, at de så faktisk skal holde jul,« forklarer Niels Peder Ravn, der sidder i Borgerrepræsentationen for De Konservative i København.

Han har i »en årrække« støttet Mødrehjælpen med 150 kroner om måneden, men det stopper altså efter Ninna Thomsens »vrøvl« i blandt andet B.T.s podcast Borgerlig Tabloid.

»De muslimer, der modtager julehjælp, stiller sig op i kø til gratis penge uden at være berettiget til det. Jeg synes fandeme, at det er udtryk for flosset moral,« siger Niels Peder Ravn og tilføjer:

»Jeg kan ikke blive fri for den tanke, at det her så betyder, at folk, der faktisk fejrer jul, ikke kan få julehjælp.«

I en skriftlig kommentar til B.T. svarer Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, på kritikken fra Niels Peder Ravn.

»Vi spørger ikke, om familierne holder jul, for vi er optagede af at give forældre mulighed for at kunne glæde deres børn, så de har noget at kunne tale med om efter ferien. Julen står i næstekærlighedens tegn, og det er en god gammel tradition at julen også handler om at hjælpe dem, der har det svært,« lyder det blandt andet i dette svar.