Mangelfuld behandling af psykisk syge kædes i rapport fra Retspsykiatrisk Klinik sammen med vold og drab.

Flere drab begået af psykisk syge kunne måske være undgået, hvis behandlingen af de pågældende havde været i orden.

Det viser en rapport fra januar fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet. Politiken har fået aktindsigt i rapporten.

Rapporten undersøger sammenhængen mellem psykiatrisk behandling og kriminalitet som drab, drabsforsøg, grov vold og voldtægt.

Retspsykiater og overlæge Gitte Ahle har undersøgt de i alt 218 mentalerklæringer fra andet halvår af 2016, som er blevet brugt til retssager.

Erklæringerne har det til fælles, at de alle konkluderer, at personen var sindssyg i gerningsøjeblikket. Dermed er de ikke egnet til almindelig straf og burde i stedet dømmes til behandling.

Ifølge rapporten fik personen i 74 procent af sagerne "utilstrækkelig psykiatrisk behandling" i tiden op til forbrydelsen.

Det vurderes også, at den utilstrækkelige behandling "er en risikofaktor for kriminaliteten".

Rapporten omhandler syv drab og seks drabsforsøg. I 11 af 13 sager vurderes behandlingen at have været utilstrækkelig, inden personen begik forbrydelsen.

- Vores vurdering er, at hvis de pågældende patienter havde fået en tilstrækkelig psykiatrisk behandling, så kunne man formentlig have undgået seks drab og fem drabsforsøg.

- Samlet er vurderingen i tre ud af fire sager, at kriminaliteten muligvis kunne være forebygget med en bedre behandling, siger Gitte Ahle til Politiken.

Det er de fem regioner, der har bedt Retspsykiatrisk Klinik om at lave rapporten.

Sophie Hæstorp, formand for psykiatriudvalget i Danske Regioner, mener, at "det er dybt alvorligt".

- Rapporten viser, at vi svigter de her mennesker og de ofre, der bliver af den begåede kriminalitet, siger hun til Politiken.

/ritzau/