»Hvad sker der?«
Randi Elkjær fik for nylig tilsendt et billede fra sin gode ven, der var indlagt på et sygehus og skulle testes for coronavirus. På billedet var to sygeplejersker.
Vennen sendte billedet for at vise, hvordan man bliver modtaget af personalet, der er fuldt beskyttet for at undgå at blive smittet.
Men da Randi Elkjær kiggede lidt nærmere på billedet, begyndte hun at undre sig.
»Det virkede helt forkert. Jeg tænkte med det samme på, hvorfor de ikke beskytter deres fødder. Jeg har altid lært, at virus falder nedad, og de har ikke plastik eller noget andet beskyttelse på. Så tager de hjem til deres familier og potentielt smitter dem.«
Randi Elkjærs ven var indlagt med mavesmerter og blev i den forbindelse testet for coronavirus, da han hostede voldsomt.
Heldigvis for vennen var han ikke smittet med sygdommen, der lige nu hærger i hele verden.
Han havde ikke selv tænkt over, at sygeplejerskerne ikke havde beskyttelse ved fødderne, men det fik Randi hurtigt ændret på.
»Det undrede mig rigtig meget, og jeg oplevede det samme selv, da jeg var inde på et andet sygehus for nylig. Det var det samme billede, og jeg kan ikke forstå det. Folk både nyser og hoster jo, og så ryger dråberne ned på gulvet,« forklarer hun.
B.T. har været i kontakt med virolog og professor i biomedicin ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan.
Og selv om han forstår den måske umiddelbare undren hos Randi, så mener han ikke, at der er et problem.
»Standard ville nok være at have strømper på, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke se det store problem i det,« siger han.
»Selvfølgelig ser det lidt komisk ud, hvis man er dækket alle steder og nærmest har bare tæer, men rent smittemæssigt burde der ikke være noget risikabelt ved det.«

