De vil egentlig gerne have coronavaccinen. Alligevel har de sagt nej til den.
Årsagen er, at det er for besværligt for nogle af de ældre borgere på to danske øer at få den.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Først var det på Anholt, at fem ældre borgere takkede nej til coronavaccinen, da de ville blive nødt til at tage turen fra øen og helt til Randers for at få den.
Søndag kunne TV 2 Østjylland så fortælle, at to ældre borgere over 90 år på Tunø også måtte takke nej til vaccinen, da de ellers skulle ud på en længere rejse til fastlandet for at modtage stikket.
Helt præcist ville de skulle rejse til Aarhus, hvis de vil have vaccinen, og da der kun er to afgange til og fra øen om dagen, bliver det endnu mere besværligt og vil højst sandsynligt kræve en overnatning i byen:
»Det vil være tåbeligt at sende dem med færgen. Det tager en time over til fastlandet og en time tilbage, og så skal de også vente på færgen derovre. De har hver deres skavanker, så det har de ikke mulighed for,« fortæller formanden for beboerforeningen på Tunø, Claus Døssing, til lokalmediet.
Fredag fortalte koncerndirektøren hos Region Midtjylland, Ole Thomsen, til TV 2 Østjylland, at man arbejder på at finde en bedre løsning, så folk kan få vaccinationen.

