29-årige Rebecca Kjær overvejer lige nu at tage en stor beslutning.

Hun bor med sin kæreste på Gartnergade på Nørrebro i København, hvor skraldet hober sig op på grund af skraldemændenes strejke, der lørdag har varet i seks dage.

»Det er frustrerende, for man føler lidt, at man er nødt til at lade sit skrald blive oppe i lejligheden,« siger hun og tilføjer:

»Sådan har jeg det i hvert fald lidt, for det kan jo ligesom ikke rigtig komme nogen andre steder hen. Vi har noget plastik liggende, der skal smides ud, men så vil det jo bare ligge og flyde ude på vejen.«

B.T. har været ude på Nørrebro, hvor vi blandt andet har talt med restaurantejeren Ahmad Hussein, der er meget utilfreds med, at der er fyldt med skrald lige uden for Liban Cuisine, som han er indehaver af.

»Det lugter og ligner en losseplads. Det er så klamt, og vores kunder nævner også, hvor ulækkert det er,« sagde han lørdag til B.T.

Og Rebecca Kjær, der bor på en gade lige ved siden af Liban Cuisine, synes altså også, at skraldet er for meget.

»Det er træls at se på og gå forbi. Og så lugter det,« siger hun.

30-årige Anders Breum, hendes kæreste, er helt enig.

»Det er rimeligt irriterende med al den skrald. Det er grimt, og det lugter. Jeg håber, de får løst problemet hurtigst muligt,« siger han.

Om skraldestrejken fortsætter i næste uge, er fortsat et stort spørgsmål.

»Vi har morgenmøde igen klokken 5.30 mandag morgen, og der sker ikke noget i weekenden. Så vi tager den mandag morgen og må se, hvordan stemningen er der,« sagde Michael Johansen, der er en af de strejkende skraldemænd fra City Container, i fredags til TV 2 Kosmopol.