Det har sat flere højreorienterede sind i kog, at en kirke i København på lørdag afholder en såkaldt børnepride.
I B.T. kalder den kendte præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen det for »politisk aktivisme,« og Martin Henriksen fra Nye Borgerlige har kaldt det »indoktrinering« og »propaganda.«
Til børnepriden skal dragqueen Ramona Macho sammen med kirkens præst fortælle bibelhistorie og synge, og nu tager Ramona selv bladet fra munden som svar på kritikken:
»Der er simpelthen en verden til forskel på folks fantasi om, hvad det er, og hvad det faktisk er. Vi forsøger ikke at omvende nogen. Det kan man i øvrigt slet ikke,« siger Bo Hagen Clausen, der som dragqueen er Ramona Macho, og til daglig er kirketjener.
Selve børnepriden bliver afholdt lørdag i Enghave Kirke i forbindelse med Pride-ugen i København.
Der er ikke tale om et optog eller en demonstration, men derimod en gudstjeneste, som starter med en lystænding.
Der vil være nadver, en prædiken, og så vil Ramona synge to sange: 'Lad det ske', fra den populære børnefilm Frost, og 'Du er ikke alene' af Sebastian.
»Det er en fin tekst om at bryde ud og være sig selv,« siger Ramona Macho om teksten til 'Lad det ske'.
Ramona vil derudover læse en tekst fra børnebiblen, som ikke var udvalgt, da B.T. fangede kirketjeneren på arbejde.
Tidligere har Ramona læst Noahs Ark, men det er endnu uklart, hvad valget falder på i år.
Derudover er der til gudstjenesten et blåt sejl med stjerner på, som børnene kan vifte op og ned, og efterfølgende vil der være saft og kage.
'Det er ikke politik, det er virkelighed'
På billeder fra tidligere år er der derudover regnbueflag flere steder.
Præsten Kristian Ditlev Jensen mener, at kirken med arrangementet udviser politisk aktivisme, 'smykker sig med tolerance,' og afsporer det, kristendommen handler om.
»Men tolerance er ikke noget, man smykker sig med. Det er noget, man enten har eller ikke har. Så med den slags udtalelser er man selv med til at afspore, at kristendommen inkluderer alle,« udtaler Ramona Macho til B.T.
Ramona Macho afviser, at arrangementet er udtryk for politisk aktivisme.
»Det er ikke politisk aktivisme at være en regnbuefamilie. Det er en levet virkelighed for nogen. Ligesom det er en levet virkelighed, og ikke et politisk statement, at være homoseksuel. Det er ikke noget, man kan vælge til og fra.«
Enghave Kirke afholder også uden for prideugen musikgudstjenester, hvor Ramona Macho sammen med ungdomskoret synger både salmer og pophits.
»Vi har jo en form for queer-profil, og så synes jeg da, det er oplagt med et arrangement for regnbuefamilier under Pride. Der er så mange profiler på Vesterbro, der er også jazzgudstjenester, og det her er bare én ud af rigtig mange gudstjenester.«
Er det så ikke også politisk?
»Det bliver gjort politisk. Det er jo levet liv, og flere familiers konkrete hverdag.«
Arrangementet handler ifølge Ramona om at vise regnbuefamilier og børn, at der er plads til alle i kirken.
Hvorfor skal det forbindes til den voksne Pride, hvorfor ikke bare holde en børnegudstjeneste?
»Ordet pride betyder jo enkelt oversat stolthed. Og stolthed er vigtigt at give til alle børn. Det er det, jeg gerne vil videreformidle. At børn og voksne kan stråle som man vil, også i kirken.«
'Vi er altså ordentlige mennesker som alle andre'
Ramona Macho afviser, at børnepriden har noget som helst med seksualitet at gøre.
»Gudstjenesten har intet med seksualitet at gøre. Altså, hvad er det, man forestiller sig? At vi står og har sex i kirken? Vi er altså ordentlige mennesker med omtanke og omhu, selvom nogen måske vil gøre os til noget andet,« siger Bo Hagen Clausen, der er 56 år og har været Ramona Macho i 25 år, og tilføjer:
»Det handler ikke om seksualitet. Det er identitet. Og identitet kommer før seksualitet. Det gælder altså også homoseksuelle. Da jeg var barn, ville jeg hellere være Askepot end prinsen«.
Hvis det ikke handler om at sætte en dagsorden om kønsidentitet, hvorfor så holde det i forbindelse med prideugen?
»Det er en invitation til regnbuefamilier, der lever et andet liv end hr. og fru Danmark, og det handler egentlig bare om at skabe et rum til dem, der ikke falder ind under den almindelige, heteronormative norm. Historisk set har kirken og homoseksuelle jo ikke været bedste venner, og der giver vi en håndsrækning og siger, I er også velkomne. Den håndsrækning synes jeg ikke er så ekstrem eller odiøs, som den bliver gjort til.«
Du siger, kirken skal rumme alle, men også at kirken har en queer profil. Er det ikke udelukkende for nogen?
»Hvis det kan virke udelukkende, må det være på dem, der ikke mener, at alle har lige værd som mennesker. Dem, som protesterer mod det rum. Vi prøver ikke at hive noget ned over hovedet på folk. Vi har Ramona og ungdomskoret hele året, men vi har kun én børnepride. Vi har så mange gudstjenester, hvor det her bare er én eneste. Hvad kan det ødelægge? Andet end folks fordomme,« siger Ramona Macho.
Arrangementet afholdes lørdag i Enghave Kirke i forbindelse med starten af Pride-ugen i resten af København.
B.T. har forsøgt at få et interview med kirkeminister Morten Dahlin (V) om arrangementet, men det har ikke været muligt.