Aalborg Zoo er plaget af ubudne gæster, som dræber dyrene om natten. Derfor er den zoologiske have nu tvunget til at investere i et nyt hegn.

De ubudne gæster, der forstyrrer natteroen, er ræve, som dukker op, når dyrepasserne er taget hjem.

Rævene har gennem nogle år jagtet dyrene og har taget påfugle, flamingoer, maren og de strudselignende nandoer på deres færd. Hidtil har man forsøgt sig med fælder og med at lukke dyrene inde om natten, men det er hverken praktisk eller godt for dyrevelfærden, skriver DR.

Desuden frygter Aalborg Zoo smittefare, da byræve kan lide af skab. Derfor investerer man nu en million kroner i et nyt hegn, der stikker dybere ned i jorden og giver stød, hvis ræven skulle forsøge at klatre over.

Hegnet forventes at stå færdigt 1. september, hvorefter man vil forsøge at indfange de ræve, der har slået sig i ned i rævegrave inde i selve haven.

Når rævene er indfanget, vil de raske blive sat ud i resten af skoven, som den zoologiske have ligger i. De syge bliver formentlig aflivet.

Aalborg Zoo anslår, at mellem fire og otte ræve hærger om natten.