Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er rystet over de vidnesbyrd om antisemitisme fra danske jøder, som B.T. har bragt.

I disse vidnesbyrd kan man læse om en far og søn, der blev jaget og truet på livet, fordi de gik med kalot, om børn med israelsk-jødisk baggrund, der blev mobbet ud af skolen og om en jødisk musiker, der blev truet på livet og måtte optræde med politibeskyttelse.

Beretningerne er en øjenåbner i en tid med stigende antisemitisme, mener Inger Støjberg.

»Det er rædselsfuldt, og pegefingeren er jo blevet vendt med ofrene. Det er også sket her i København. Efter Anden Verdenskrig lovede vi hinanden, at det aldrig måtte ske igen, og nu sker det lige for øjnene af os,« siger hun til B.T.

Ifølge Inger Støjberg er der især én årsag til den stigning i antisemitismen, som er blevet registreret i kølvandet på terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023.

»Ærligt talt, så skyldes det for det første, at der er kommet rigtig mange muslimer til Danmark, som ganske enkelt ikke respekterer religionsfriheden og som ikke respekterer, at jøder har en, mener jeg, helt særlig plads her i Danmark,« siger Inger Støjberg og fortsætter:

»Og så skyldes det, at der er nogle venstreorienterede, som efter min mening er dybt naive, og som, efter min bedste vurdering, simpelthen ikke kan vide, hvad de går og bakker op om, når de går med i nogle af de frygtelige demonstrationer, som vi har set.«

Nu nævner du både venstrefløjen og muslimerne. Der er måske nogen, der vil sige, at det er en anelse belejligt, og at der vel også er antisemitisme ude på den yderste højrefløj?

»Jo, men man må bare sige, at det er muslimerne, der, efter min mening, fylder mest her. Det er dem, der på en eller anden måde er lykkedes med at forvanske historien. Det er, som om historieskrivningen først begynder den 8. oktober,« svarer Inger Støjberg.

tip os
Har du selv oplevet antisemitisme? Så kontakt Claes Theilgaard på clth@bt.dk eller skriv her.

Hun mener, at mange glemmer de 1.200 personer, der blev dræbt og de 250, der blev taget sin gidsler under terrorangrebet den 7. oktober 2023.

Til spørgsmålet om, hvad der skal gøres for at komme antisemitismen til livs, svarer Inger Støjberg, at der »først og fremmest« skal sættes alle de nødvendige midler af til at sikre, at jøder kan leve frit i Danmark.

Antisemitismen er blusset op i Danmark i kølvandet på terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og Israels efterfølgende krig mod Hamas.

I den kommende tid sætter B.T. fokus på den stigende antisemitisme og fortæller danske jøders oplevelser.