Fra midnat natten til 1. april kan man for første gang lytte til en ny radiokanal målrettet unge.

Når tirsdag bliver til onsdag, går den nye dab-kanal, Radio Loud, i luften for første gang.

Men det bliver en anderledes premiere end planlagt. For coronakrisen har medført, at radioen har måttet udskyde stort set alle planlagte programmer.

Det fortæller Radio Louds kanaldirektør, Ann Lykke Davidsen.

- Vi er gået til opgaven ved at sige, at vi som udgangspunkt ikke kan sende vores sendeplan, hvis vi skal følge myndighedernes anbefalinger. For det ville betyde, at mellem 40-45 mennesker skulle have deres daglige gang på kanalen.

- Vi er nødt til at reducere antallet af forskellige personer, som skal igennem de samme lokaler, de samme toiletter og det samme lille køkken. Og det betyder selvfølgelig, at der er programmer, som nødvendigvis må udgå, siger hun.

Radio Loud blev en realitet, da kanalen i efteråret 2019 vandt Kulturministeriets udbud om den digitale radiokanal.

Radio Loud henvender sig især til 15-32-årige, og holdet bag har på få måneder skullet udvikle en identitet, ansætte en redaktion og finde værter.

Men forløsningen er udskudt, efter at coronaudbruddet har ramt Danmark få uger før premieren.

I stedet har Loud dedikeret det meste af sendefladen til ét dagligt program om coronavirus. Det skal bæres af redaktionelle hold af fire personer ad gangen, som rykker ind i studiet på Christianshavn i København.

- Mange af forholdsreglerne handler jo om, at vi ikke kan være så mange mennesker til stede, som vi gerne ville. Og det, kan man sige, er brandærgerligt. Men sådan er det, siger Ann Lykke Davidsen og tilføjer, at det har været en "bizar opstart".

Coronavirusset er dog langtfra den første udfordring, som Radio Loud har måttet overkomme. Siden radioen vandt udbuddet, har der nemlig ikke været meget andet end ballade.

Udbuddet var oprindelig opfundet som en redning til Radio24syv. Men da Radio- og tv-nævnet besluttede at give det til ungdomskanalen, udløste det voldsom kritik fra borgere og politikere.

Siden da har Radio24syvs advokater stævnet Radio- og tv-nævnet i sagen om det omdiskuterede udbud.

Og skal man tro Ann Lykke Davidsen, kommer kritikken af Loud ikke til at forsvinde lige foreløbig. Faktisk tværtimod.

- Det er jo klart, at når man mister noget, man holder af, så er det også følelser, der kommer ind. Og det (kritikken, red.) vil helt klart blusse op igen.

- Vi har stadig en ambition om at skabe en radiokanal og en lyd for vores unge i Danmark, og det går vi sådan set ikke på kompromis med, siger hun.

/ritzau/