Radio 100-værterne Sisse Sejr-Nørgaard og Lasse Rimmer skal ikke møde op på arbejde de kommende uger.
Komiker Lasse Rimmer er sammen med sin hustru, Line Hoffmeyer, gået i karantæne i parrets fælles hjem, fordi Line Hoffmeyer lider af hjerteproblemer.
Af samme årsag har Lasse Rimmer ikke været på Radio 100 for at sende kanalens morgenprogram, og nu har kanalen taget konsekvensen.
Fra mandag morgen sender Lasse Rimmer live fra sin dagligstue, mens hans medværter, Anne Lavendt og Oliver Routledge, sender fra Radio 100s studier.
»Vi vil gerne have så få mennesker på arbejde som muligt, så alle, der kan udstyres med lydkort og mikrofon, og hvad man ellers har brug for, de sender hjemmefra,« forklarer programchef Nanna Bernth til B.T.
Når Radio 100 har valgt at dele morgenholdet op, skyldes det også, at man på den måde sørger for at skulle den ene del af holdet blive smittet, vil der fortsat være folk til at sende.
Selv betegner Lasse Rimmer den kommende tid som 'sær':
»Den allerbedste kur mod karantæne-kuller er hverdagen, og jeg savner allerede Radio 100. Så jeg glæder mig enormt meget til at kunne lave morgenradio hjemmefra hver eneste morgen og komme igennem den her sære periode sammen med alle lytterne,« siger Lasse Rimmer i en pressemeddelelse fra Bauer Media.
Det er ikke kun Lasse Rimmer, der er blevet sendt hjem. Også komikerens kollega Sisse Sejr-Nørgaard skal sende hjemme fra sin dagligstue.
»Sisse er så rutineret en vært og har tilstrækkeligt teknisk snilde, så derfor er hun valgt til at sende hjemmefra. Oveni det har hun små børn, og dem skal vi også passe på,« siger programchef Nanna Bernth.
Radio 100 oplyser, at man har valgt at lade enkelte programmer udgå fra sendefladen som en del af beredskabet.
»Det kommer til at lyde anderledes, det er klart. Men det er jeg sikker på, at lytterne har forståelse for. Det er vigtigt for mig og alle på stationen, at vi både passer på hinanden og samtidig kan opdatere og underholde lytterne af de stemmer, de kender,« siger Nanna Bernth.