Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, langer nu ud efter Venstres formand, Troels Lund Poulsen.
Baggrunden er B.T.s afdækning af Troels Lund Poulsens nejstemmer i flere afstemninger vedrørende lovforslag, der skulle give homoseksuelle flere rettigheder.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har under valgkampen fået meget kritik på baggrund af, at han i 2012 stemte imod at give homoseksuelle ret til at blive viet i kirken.
Derudover beskrev B.T. lørdag, at Troels Lund Poulsen også stemte imod at give lesbiske par adgang til kunstig befrugtning og homoseksuelle par udvidet adgang til adoption i henholdsvis 2006 og 2010.
»Troels Lund må selv stå til ansvar for, hvorfor han har stemt, som han har,« siger Samira Nawa til B.T. og fortsætter:
»Men det understreger bare, at de blåsorte politikere stort set altid står på den forkerte side af historien og kæmper imod, når det gælder kvinders og minoriteters rettigheder.«

B.T. har forgæves forsøgt at få et interview med Troels Lund Poulsen om sagen.
I en skriftlig kommentar understreger Venstre-formanden dog, at hans parti arbejder for »ligestilling og lgbt+ rettigheder«.
Det tror Samira Nawa dog ikke helt på, siger hun til B.T.
»Hvis Troels Lund virkelig var blevet klogere, ville han jo sige klart og tydeligt, at han ikke vil i regering med Dansk Folkeparti, der rask væk omtaler transpersoner som hamstre i et akvarium, sammenkobler LGBT+ Danmark med pædofili og vil forbyde Pride-flaget på offentlige bygninger,« siger Samira Nawa og afrunder:
»Men det gør han ikke. Tværtimod inviterer han Dansk Folkeparti ind i hjertet af en kommende regering – og derfor klinger hans forklaringer jo utroligt hult.«
I sin skriftlige kommentar til B.T. peger Troels Lund Poulsen på, at Venstre »igennem årene har taget flere initiativer på lgbt+-området«.
»Det gælder blandt andet Danmarks første LGBTI-plan og muligheden for, at regnbuefamilier kan fordele barsel mellem sig,« lyder det i denne kommentar, der fortsætter:
»Desuden har vi i denne valgperiode blandt andet gjort det muligt for lesbiske at donere æg til deres partner, så de kan skabe den børnefamilie, de drømmer om, og i år har vi sammen med de to andre regeringspartier fremlagt en ny handlingsplan, der blandt andet skal give lige muligheder og skabe større tryghed for lgbt+ personer.«


