Sidste år kom storebrors fødselsdag i vejen, og nu er der igen risiko for, at Prins Joachim må trykke bremsen i bund, når det kommer til den årlige udgave af Classic Race i Aarhus.

Arrangørerne klappede ellers i hænderne tidligere på året og fejrede, at den 10. udgave af løbet igen ville få kongelig deltagelse i form af Prins Joachim, men nu er det slet ikke sikkert, at eventet bliver til noget overhovedet.

Ifølge TV2 ØSTJYLLAND skyldes det, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet Aarhus Kommunes tilladelse til at afholde løbet, der efter planen skal finde sted i bededagsferien i dagene fra den 17. til den 19. maj.

Nævnet mener nemlig, at støjniveauet på racerbanen rundt om Mindeparken ved Marselisborg Slot og Aarhusbugten er alt for højt.

Det betyder, at støjen skal sænkes markant, hvis det årlige motorløb skal kunne fejre dets 10-års-jubilæum - og så Prins Joachim kan få fart over feltet endnu en gang.

Prinsen aflyste sidste år kort før løbstart, fordi 'hans deltagelse i fejringen af H.K.H. Kronprinsens 50 års fødselsdag var påkrævet'.

Aarhus Kommune vil ikke tage det fulde ansvar for den mulige aflysning, men oplyser til lokalmediet, at de har lavet en fejl i støjberegningerne.

Kommunen har lavet beregningen ved at tage udgangspunkt i det lydniveau, som det menneskelige øre opfatter, men burde i stedet have taget udgangspunkt i alle frekvenser - altså også dem, som det menneskelige øre ikke kan høre.

Men Peter Bendstrup Nielsen, der er advokat på sagen - samt frustreret nabo til det larmende motorløb - har en klar forventning om, at løbet vil blive aflyst.

Både Aarhus Kommune og arrangørerne bag Classic Race Aarhus er dog fortrøstningsfulde.

»Det er kolossalt irriterende, for vi er kun en måned før eventet og bare det, at der bliver sået tvivl om noget, og vi skal til at ændre det, det er selvfølgelig rigtig irriterende, men vi har det også sådan, at vi selvfølgelig til en hver tid vil leve op til de krav, der kommer fra myndighederne, så dem tilpasser vi os,« siger Mike Legarth, der er direktør for Classic Race Aarhus, TV2 ØSTJYlLAND.

Aarhus Kommune udtaler, at de er gået i gang med en fornyet sagsbehandling, og at de forventer, at det hele falder på plads inden længe.

Prins Joachim til Classic Race Aarhus tilbage i maj 2014.
Prins Joachim til Classic Race Aarhus tilbage i maj 2014. Foto: Axel Schütt
Vis mere

Grænsen for lydniveauet ligger - ifølge TV2 ØSTJYLLAND - på 120 decibel, og det er angiveligt kun to klasser i løbet, der nærmer sig grænsen, og som derfor skal have justeret niveauet.

Prins Joachim deltog i Classic Race Aarhus' første udgave af løbet, hvor han vandt '65-klassen i sin Lotus Cortina.

Han har deltaget i løbet syv gange i alt og har - udover på Kronprins Frederiks fødselsdag - kun aflyst en enkelt gang, hvilket var i 2013.

Omkring 42.500 tilskuere mødte sidste år op for at se motorløbet i Aarhus, der fandt sted fra den 25. til den 27. maj.