Råd advarer om intensiv markedsføring på Ønskeskyen
Det kan være svært for børn og unge at gennemskue, hvad der er betalte samarbejder på Ønskeskyen, skriver råd.

Det kan være svært for børn og unge at gennemskue, hvad der er betalte samarbejder på Ønskeskyen, skriver råd.

Forældre skal være opmærksomme, hvis deres børn bruger den digitale platform Ønskeskyen.
Medierådet for Børn og Unge advarer om intensiv markedsføring og problematisk indhold på platformen, hvor brugere kan oprette ønskelister til gaver.
Det skriver rådet i en pressemeddelelse.
Rådet, der er nedsat af Kulturministeriet, fremhæver, at børn og unge kan have svært ved at gennemskue, hvad der er reklame og betalte samarbejder.
På platformen kan brugere nemlig blive mødt af sponsoreret indhold under "trending"-kategorien.
Her fremhæver blandt andre influencere, hvad de har på deres ønskelister, hvilket ofte sker gennem betalte samarbejder med tøjfirmaer eller lignende.
- Den intensive markedsføring, der også indeholder reklamer med direkte links til butikker, skaber et forbrugspres hos brugerne, skriver Medierådet i pressemeddelelsen.
I januar indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse af Ønskeskyen for mulig skjult reklame. Platformen afviser dette.
Desuden er der en risiko for, at børn bliver præsenteret for indhold på platformen, der ikke er passende for deres alder, skriver Medierådet.
Det kan eksempelvis være indhold, der relaterer sig til alkohol.
Ønskeskyen hævede i april aldersgrænsen på platformen fra 13 til 15 år efter kritik fra flere organisationer.
Børn under 15 år kan dog fortsat oprette en profil med deres forældres godkendelse. Men med denne slags profil følger der en række begrænsninger.
Medierådet for Børn og Unge arbejder med at formidle viden om børn og unges brug af digitale medier.
I 2026 lancerede rådet Platformsguiden, hvor voksne kan læse om de platforme, der er populære blandt børn og unge.
Her vurderer rådet de forskellige platforme ud fra en række fastsatte opmærksomhedspunkter. Det gælder blandt andet reklamer og problematisk indhold, men også dataindsamling, kontakt med fremmede og elementer af gambling.
Rådet har vurderet 14 platforme - heriblandt store sociale medier som Facebook, TikTok og YouTube.
Ønskeskyen er den første danske platform, der er blevet tilføjet til Platformsguiden.
RITZAU