Det er uforståeligt, at Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm ikke forlod sit job efter at være blevet ydmyget og tilsidesat i forbindelse med nedlukningen af Danmark. Det mener B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup.

Qvortrups udmelding kommer efter, at en artikel i Berlingske Tidende beskriver, hvordan Søren Brostrøm netop den 11. marts, hvor regeringen lukkede landet ned, ihærdigt forsøgte at advare mod en nedlukning, som han mente var ude af proportioner.

Berlingske skriver, at han i stedet blev tilsidesat af Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels.

Klokken 13:27 - cirka halvanden time efter, at Brostrøm var informeret om, at landet ville lukke ned den kommende mandag - sendte Brostrøm en mail til Okkels, hvor han beskrev, at han som direktør ikke kunne anbefale en nedlukning. Det var ude af proportioner.

Faktisk kunne man risikere, at gøre ondt værre, da en nedlukning muligvis ville tvinge meget sundhedsfagligt personale til at blive hjemme og passe deres børn.

Men Okkels, som ikke er læge, men jurist, talte Brostrøms indvending ned under gulvbrædderne. Okkels svarede Brostrøm på mail indenfor en time.

»Som jeg hører det, er vi på vej mod en beslutning om 4 uger i streg dækkende perioden til og med påsken. I den forbindelse er det vel vanskeligt – ud fra et snæver sundhedsfaglig perspektiv – at se en negativ effekt af tiltaget. Proportionalitetsprincippet i de første uger har jeg således undladt og overladt til en regeringsbeslutning,« skrev Per Okkels.

Brostrøms advarsel faldt for døve ører. Henrik Qvortrup er overrasket over den voldsomme tilsidesættelse af Brostrøm, der trods alt er direktør for landets højeste lægefaglige myndighed.

Henrik Qvortrup mener, at Søren Brostrøm blev ydmyget og tilsidesat fagligt i timerne op til det historiske pressemøde, hvor landet lukkede ned.
Henrik Qvortrup mener, at Søren Brostrøm blev ydmyget og tilsidesat fagligt i timerne op til det historiske pressemøde, hvor landet lukkede ned. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Han bliver i den grad underkendt på sin faglighed her. Han advarer reelt mod at skyde gråspurve med kanoner her. Han beskriver oven i købet, at der kan være betydelige sundhedsmæssige konsekvenser af nedlukningen. Det har karakter af en ydmygelse,« siger Qvortrup.

Berlingske Tidende skriver, at Okkels »tilsyneladende ikke sendte Brostrøms advarsler videre til regeringen,« men det har Henrik Qvortrup svært ved at forestille sig.

»Det er en rådgivning, som statsministeren SKAL have information om. Det er jo ikke en eller anden piccoline, der er bekymret. Det er landets øverste lagefaglige myndighed. Hvis ikke Okkels har bragt det videre til statsministeren, så er det nærmest pligtforsømmelse. Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig skulle være tilfældet,« siger Qvortrup.

Samme aften, da statsminister Mette Frederiksen på det historiske pressemøde, meddelte at Danmark lukkede ned, så stod Brostrøm side om side med regeringen. Få meter fra sin statsminister.

Her spillede han rollen som den lydige embedsmand. Der var ikke et kritisk ord om regeringens beslutning eller dramaet op til.

»Når man så 11. marts tegner et billede af, at dette er en fælles beslutning efter rådgivning fra myndighederne, så tegner man et falsk billede af virkeligheden. Her bør danskerne få at vide, at statsministeren går længere end myndighederne anbefaler,« siger Henrik Qvortrup.