»De skulle nok få at vide, hvis det gik galt, og jeg behøvede ikke at ringe for at fortælle, at jeg elsker dem. Det vidste de godt.«

Mit i sit livs værste chok besluttede B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, for et måned siden at skåne sine nærmeste for de alarmerende nyheder, da han i minutterne før en livstruende akutoperation mod kødædende bakterier i det ene knæ fik at vide, at han kunne risikere ikke at overleve operationen eller måske 'blot' ville miste sit ene ben.

»Der var ikke rigtig nogen pointe i at skræmme de nærmeste yderligere, når de godt vidste, at jeg var indlagt.«

»Det er muligt, at det var en forkert beslutning. Min kone vidste godt, at jeg var indlagt og kørte ind fra sommerhuset, men jeg er i dag glad for, at jeg ikke gjorde det. Jeg tror, at det havde skabt en fuldstændig urimelig grad af panik og frygt. Jeg var bange, men hvorfor var der flere, der også skulle være bange,« spørger den 62-årige journalist, podcastvært og far til seks.

Han havde i timerne forud for hasteoperationen i midten af juli pludselig kunnet mærke stærke smerter i det ben, hvor han få dage tidligere havde fået foretaget en kikkertundersøgelse i det ene knæ hos en privatpraktiserende ortopædkirurg.

Efter et opkald til Akuttelefonen 1813 blev han i ambulance kørt med udrykning på hospitalet, hvor det hurtigt stod klart, at en operation var nødvendig med det samme.

»Samlet set er det vigtigt for mig at kraftigt at understrege, at jeg er blevet super godt behandlet på Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet. Det har været sublimt, og de har reddet mit liv. Men i situationen lige før operationen fik jeg en meget klar besked om risikoen for amputation eller død, som jeg helst havde været foruden,« siger Henrik Qvortrup.

»Da jeg bliver indlagt om natten, er jeg i en vildfarelse om, at nu har de styr på det, og jeg spørger, om jeg kan få en spinalbedøvelse i rygraden i stedet for fuld narkose, fordi jeg ikke er klar over, hvor stor en operation det er.«

Narkoselægen svarer, at der er tale om en stor operation, fordi Qvortrup er meget syg.

»Hun siger også, at der en risiko for, at de bliver nødt til at amputere mit ben. Det synes jeg sådan set er en fair oplysning at få, for der er en risiko for, at jeg vågner op med kun ét ben, og så er jeg blevet forberedt på det.«

»Men da jeg får det at vide, går jeg lettere i panik. Det påvirker mig meget, og jeg stiller så det spørgsmål, som jeg ikke burde have stillet, men som lyder noget i retning af: »Men jeg klarer den da, gør jeg ikke?«. Det er sådan et spørgsmål, hvor man egentlig bare vil have beroligelse, men jeg får at vide, at der er en risiko for, at jeg ikke vågner op igen.«

»Svaret er nøgternt set rigtig nok, men jeg synes måske godt at man kan overveje, hvem der egentlig har glæde af at få det at vide. For selvfølgelig gør det noget ved en, at man fem minutter før man går i narkose, får at vide, at det her kan man dø af.«

»Der ingen, som bliver lykkeligere af, at jeg bliver sendt i narkose med den der frygtelige besked, som jo nærmest er en dødsdom. Det kan godt være, at de ifølge serviceloven er forpligtet til at informere mig sandfærdigt, men jeg har også talt med læger, som siger, at det ikke er forbudt at udvise en form for musikalitet der. Hvis jeg var død af det, så ville jeg ikke opdage det af indlysende grunde,« tilføjer Henrik Qvortrup.

Samtidig understreger han igen, at det ikke overskygger, at han i dag er dybt taknemmelig og imponeret over den professionelle behandling, som han fik af personalet på både 1813, Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet.

Henrik Qvortrup mens han var indlagt på Rigshospitalet. Privat

Til B.T. forklarer hospitalerne i et skriftligt svar, at man er forpligtet til at informere patienter om deres helbredstilstand og de væsentlige risici, der er forbundet med en behandling eller operation.

»Vi forstår godt, at informationen opleves både overvældende og skræmmende i en situation med meget alvorlig sygdom. Sundhedsprofessionelle kan imidlertid ikke undlade at give væsentlig information, fordi de vurderer, at den kan skabe bekymring.«

»Det er patienten selv, der har ret til at bestemme, om de ønsker at få information eller ej. Hvis en patient klart og tydeligt frabeder sig information, skal det respekteres,« lyder det i svaret.

Og for Henrik Qvortrup er hverdagen så småt begyndt at vende tilbage.

»Jeg humper rundt på krykker, for det gør ondt, når jeg går. De har fjernet temmelig meget af mit knæ, som lige skal gro sammen. Det er ikke en proces for utålmodige folk, skal jeg hilse at sige. Jeg får skiftet min forbinding en gang i døgn af hjemmesygeplejersker, der passer godt på mig. Og så får jeg fortsat penicillin, så hatten passer,« tilføjer han.