»Jeg forventer klart, at Mette Frederiksen snarligt går frem, og kommer med en forklaring på det her katastrofale valg.«

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. 

Der har nemlig været radiotavshed fra statsministeren, siden hun tirsdag aften holdt tale ved Socialdemokraternes valgfest i København. 

Qvortrup erkender, at hun på valgaftenen tog ansvaret og erkendte det store nederlag.

»Det, hun sagde i nat, gav egentlig god mening. Hun var mærkbart mere ydmyg og langt mere nedtonet end normalt. Jeg lagde også mærke til, at den lidt arrogante tone, hun ofte kan have over for journalister, var helt væk,« siger han.

Alligevel skal hun snarligt melde noget ud – gerne onsdag eller tidligt torsdag, lyder det. 

»Ellers får man et indtryk af en partileder, som stikker hovedet i busken. Hvilket står i skærende kontrast til hendes aktivitet den seneste tid,« siger han og tilføjer:

»Man har jo ikke kunnet åbne Instagram uden at se Mette Frederiksen drikke kaffe med de ældre, ae børn på kinderne eller give den gas på spinningcyklen. Hun har bestemt været synlig – og så må man altså også forvente, at hun reagerer, når et resultat ender så katastrofalt som det her.«

Som situationen er nu, er Mette Frederiksen sårbar overfor intern kritik, og derfor er det vigtigt, at hun tager ejerskab over fortællingen, lyder det fra Henrik Qvortrup. 

Han formaster sig faktisk til at sige, at tiderne hvor Mette Frederiksen nærmest kunne gå på vandet, definitivt er slut.

»Nu står hun for mange – også mange socialdemokrater – som en medvirkende årsag til, at det gik så galt i går,« siger han.