Statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af regeringen har godt nok valgt at blive væk fra World Economic Forum i Davos i Schweiz, der i disse dage løber af stablen.
Men når USAs præsident, Donald Trump, senere onsdag holder sin tale, er regeringstoppens øre og øjne på stilke.

Det vurderer Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.
»Selvfølgelig venter Mette Frederiksen med spænding på, hvad der bliver sagt i Davos,« siger han
'Så leger vi det'
Henrik Qvortrup giver heller ikke en fløjtende fis for, at erhvervsminister Morten Bødskov tirsdag udtalte, at det var for at spare pengene til turen, at regeringen ikke skal til Davos i år.
»Morten Bødskov siger, at det er for at spare billetten. Ja okay, så leger vi det. Den der påholdenhed synes jeg ikke, vi ser i så mange andre sammenhænge,« siger han.
Henrik Qvortrup vurderer dog, at det er fornuftigt, at den danske regering holder sig fra at komme til Davos.
'Alt kan ske'
»Forestil dig lige, at Mette Frederiksen kommer tæt på Donald Trump i Davos. Så kan alt jo ske,« siger han.
Og så mener Qvortrup, at det er et glimrende træk, at lade det være op til de andre europæiske lande at tage konflikten med Trump.
»Vi er gået fra en situation, hvor man tænkte, at det her med Grønland og USA mest var noget, der optog os i Danmark til, at det er det helt store emne i Davos. Det er ret vildt,« siger han og tilføjer:
»Det er i det lys, at vi skal se, at der ikke er danskere i Davos.«
'Frygter det værste'
Hvad det så er for en melding fra Donald Trump i sin tale, regeringen er mest nervøs for, kan Qvortrup dårligt nok gætte på.
»Vi er efterhånden ved at være der, hvor vi håber det bedste og frygter det værste. Der er ikke rigtig noget, der kan overraske os mere, når det kommer fra Donald Trump,« siger han.
Du kan følge alt det seneste fra dramaet om Grønlands fremtid i B.T.s liveblog lige HER.

