Rygtebørsen er i gang, og en ministerrokade er på trapperne.
Det vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Ifølge ham er det sandsynligt, at rokaden bliver offentliggjort onsdag eller torsdag.
Det skyldes en deadline om, at Danmark fredag skal fortælle EU, hvem regeringen vil sende som sit bud på en EU-kommissær.
Det er ifølge Henrik Qvortrup sandsynligt, at posten går til Dan Jørgensen, der i dag er minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
Og i samme omgang vil regeringen altså ifølge Qvortrup se sit snit til en ministerrokade.
Særligt Venstre går og håber på at få lidt ekstra i ministerposen:
»Der er ingen tvivl om, at Venstre føler, at Jakob Ellemann-Jensen i sin tid solgte sit parti for billigt og fik for lavt rangerende ministerposter. Det vil de nok forsøge på en måde at rette op på, hvis det kan lade sig gøre,« siger Qvortrup.
Han er spændt på, om der kommer en Europa-minister, fordi Danmark står overfor at få formandskabet for Ministerrådet, og Lars Løkke Rasmussen derfor får brug for aflastning som udenrigsminister.
Derudover kan et bud på en ny ministerpost ifølge ham være en form for beredskabsminister med et sikkerhedsministerium.
Netop det har Troels Lund Poulsen (V) tidligere talt om, at Sverige netop har.
Men Venstre skal nok ikke skrue forhåbningerne for højt op, siger Qvortrup.
»Det ultimative trofæ er nok finansministerposten. Men tror jeg på, de får det? Nej,« siger Henrik Qvortrup.
Med regeringsrokaden vil han holde øje med, hvilke af de tre regeringspartier der får mest ud af stolelegen.
Her er der ifølge Qvortrup ikke meget tilbage at spore af den holdånd, regeringen mønstrede i dens første levetid.
»Vi har en regering lige nu, der mere bærer præg af, at det er hvert sit parti, hver sin profil. Den tid, hvor det var alle for én, én for alle, den er definitivt slut. Det gjorde den med Mette Frederiksens pensionsudspil. Euforien er slut.«
Derfor tyder meget ifølge analytikeren også på, at det bliver den sidste rokade, regeringen kommer til at lave, inden danskerne skal til valg igen.
»Det bliver spændende at se, om rokaden bliver stor eller lille, men lige meget hvad skal man lade være med at overvurdere betydningen af sådan en rokade i forhold til vælgerne. Det er ikke et quickfix,« slutter han.
Læs mere om, hvorfor Dan Jørgensen er topfavorit til kommissærposten her.