Her kan du teste din viden om den netop afholdte festival Smukfest i Skanderborg.

Danmarks næststørste musikfestival, Smukfest, slutter søndag aften, når popbandet Scarlet Pleasure lukker og slukker Bøgescenen.

Festlighederne startede for alvor onsdag, hvor festivalpladsen åbnede for de omkring 60.000 festivalgængere, der havde sikret sig en billet til det fem dage lange musikprogram.

Her kan du teste din viden om, hvad der er sket på dette års festival.

1) Festivalen rummer en håndfuld større og mindre scener. Den største er Bøgescenen, der til i år var blevet udvidet. Hvor mange flere publikummer vurderede Smukfest, at der var plads til foran den nye scene?

a) 5000.

b) 7500.

c) 10.000.

2) En verdenskendt dansk kunstner kendt for hits som Seven Years og Mama Said åbnede Bøgescenen onsdag eftermiddag. Hvem er kunstneren?

a) Mø.

b) Lukas Graham.

c) Hugo Helmig.

3) Justin Bieber optrådte også på Bøgescenen onsdag, hvor fans sad i kø i timevis for at opleve den 28-årige verdensstjerne. Indtil få uger inden koncerten var det dog usikkert, om den rent faktisk ville finde sted. Hvad var årsagen til det?

a) Han var blevet ramt af en virussygdom.

b) Han havde mistet stemmen.

c) Hans kone var gravid og havde termin samme dag som koncerten.

4) Smukfest havde planlagt 450 forskellige oplevelser til festivalen. En af dem var et stort optog med ni meter høje papfigurer, der skulle have marcheret foran pladsen torsdag. Dagen inden blev optoget dog aflyst. Hvad angav festivalen som årsag til aflysningen?

a) Ukendte gerningsmænd havde begået hærværk på papfigurerne.

b) Aktivister havde sat sig på vejen, hvor de spærrede for optoget.

c) Teknikaliteter i lovgivningen.

5) En musiker tiltrak så mange gæster til sin koncert fredag aften, at festivalen var nødsaget til at lukke for adgangen til koncerten. Hvilken musiker var det?

a) Artigeardit.

b) Tessa.

c) Tobias Rahim.

6) 80er-legenden Rick Astley spillede op til dans fra Bøgescenerne fredag aften. Hvilket nummer brød han i 1987 gennem lydmuren med?

a) Tainted Love.

b) Never gonna give you up.

c) Footloose.

7) Smukfest introducerede i år en nøglesnor, som gæster med usynligt handicap kunne bære rundt om halsen. På den måde kunne andre festivalgæster være opmærksomme på dem. Hvad hedder snoren?

a) Solsikkesnoren.

b) Forglemmigejsnoren.

c) Hyacintsnoren.

8) Selv om britiske Gorillaz var lørdagens hovednavn tiltrak den danske kunstner, der optrådte på Bøgescenen forinden tegneseriebandet, sig ifølge anmelderne et langt større publikum. Hvilken dansk kunstner, der står bag hits som Malaga og Stupid Man, er der tale om?

a) Peter Sommer.

b) Thomas Helmig.

c) Mads Langer.

Svar: 1:c, 2:b, 3:a, 4:c, 5:c, 6:b, 7:a, 8:b.

Kilder: smukfest.dk, dr.dk, eb.dk.

/ritzau/