Budskabet er velkendt. Ikke til at tage fejl af. Det er salg af kokain. Og MDMA.

Men fremgangsmåden, måden stofferne bliver handlet på. Betalt på. Den er helt ny.

Pusheren eller pusherne, der går under navnet 'kbhXXX', handler kun med digitale penge – kryptovaluta som Bitcoins og XMR.

Helt ublu reklamerer han (hun, de) for sin lyssky forretning med knaldrøde klistermærker sat op på lygtepæle og facader i en tre km lang linje mellem Nørrebro Station og Nørreport i Indre By.

B.T. har tidligere også vist, hvordan der helt åbenlyst reklameres for narkohandel over nettet via klistermærker på lygtepæle i København. 
B.T. har tidligere også vist, hvordan der helt åbenlyst reklameres for narkohandel over nettet via klistermærker på lygtepæle i København.  Foto: Mathias Røn Poulsen
Vis mere

Minimum 19 steder, som kan ses i videoen herover, har B.T. fundet den alternative markedsføringsform, som alle er klasket op lige i øjenhøjde mellem shawarmabarer, busstoppesteder og caféer.

På den røde baggrund lokker 'kbhXXX' med 'byens bedste 'flake og emma''.

Slang for kokain og MDMA – også kendt som ecstasy.

Accepterer kun Bitcoins

Men hvor pushere normalt er kendt for at henvise deres kunder til et telefonnummer eller møde dem på hjørnet i en park, skiller 'kbhXXX' sig ud.

Wickr er den anonyme chattjeneste, hvor brugerne selv kan bestemme, hvor lang tid der skal gå, før samtalen bliver slettet. Man kan sætte den til at slette med det samme eller vælge det tidsinterval, der passer én bedst. Når samtalen er slettet, kan den ikke genskabes.
Wickr er den anonyme chattjeneste, hvor brugerne selv kan bestemme, hvor lang tid der skal gå, før samtalen bliver slettet. Man kan sætte den til at slette med det samme eller vælge det tidsinterval, der passer én bedst. Når samtalen er slettet, kan den ikke genskabes.
Vis mere

Ønsker man at handle her, foregår al kommunikation via appen Wickr, som er en krypteret chattjeneste, hvor beskeder mellem afsender og modtager ikke kan spores.

Wickr er et velkendt chatværktøj for pushere, men endnu en gang gør 'kbhXXX' sig anderledes.

Han accepterer kun digitale penge som fx. Bitcoins, der er en attraktiv betalingsform for kriminelle, fordi den for myndighederne er stort set umulig at spore.

Aldrig set det før

For Kim Gilberg og Torben Vangsted, der begge arbejder med rådgivning og forebyggelse af stoffer blandt unge i henholdsvis København og Odense, er 'kbhXXX's fremgangsmåde helt ny.

»Jeg har aldrig selv set eller hørt om handlen med kryptovaluta på den her måde. Men det er ret interessant, at eksponeringen er så åbenlys, som den er her, synes jeg,« siger Kim Gilberg.

Ifølge Torben Vangsted, der hvert år taler med 4.000-5.000 unge om stoffer i Odense og omegn, er 'forretningsmodellen' i hans optik et udtryk for noget, der både er »systematisk og velovervejet«.

»Det er ikke bare en idé, man får fredag aften. Det ser mere planlagt ud, og det er en fremgangsmåde, som jo kræver noget forarbejde,« siger han og fortsætter:

»Dels kræver det et setup på nettet, ligesom der skal trykkes nogle klistermærker, som igen kræver noget mod, hvis de skal gøres så synlige i gadebilledet.«

Unge mennesker er målgruppen

Uden at kunne sige det med sikkerhed tror Kim Gilberg og Torben Vangsted, at det primært er unge mennesker, der i målgruppen her.

»Jo yngre man er, jo lettere færdes man på elektroniske platforme. Og der er sikkert en gruppe af unge, der ikke har svært ved at handle med kryptovaluta,« siger Torben Vangsted.

Kim Gilberg fra København hæfter sig især ved det udvalgte område mellem Nørrebro Station og Nørreport.

»Det er en pulserende del af byen, man har valgt. Et sted, hvor der dels kommer mange unge mennesker, og hvor der – og særligt over Nørrebroparken – i forvejen foregår stofhandel.«

B.T. ville gerne have hørt Rigspolitiet, om de kender til 'kbhXXX' og dennes krypterede kokainunivers, men de ønsker ikke at stille op til interview.

I en e-mail til B.T. skriver Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), at handel med narkotika via nettet og ved hjælp af krypterede platforme de seneste år er vokset frem.

»NEC er opmærksom på udviklingen og følger den nøje. Hvad enten det er handel i traditionel forstand eller på nettet, så tager vi sagerne meget alvorligt. Vi forfølger gerningsmænd på de almindelige veje såvel som de digitale.«

Omkring handel med stoffer på nettet – og særligt på det mørke internet, 'dark web' – fortæller 23-årige Jacob til B.T., hvor let det er dels at bestille, men også at betale for med krypteret valuta. Læs hans historie på bt.dk mandag.

Åbner for et helt nyt marked

Ifølge Torben Vangsted åbner handlen med stoffer via komplet krypterede veje en dør til et nyt stofmarked.

Som han ser det, får de, som måske tidligere har været betænkelige og nervøse over at handle med stoffer på traditionel vis, pludselig en mulighed for at købe stoffer uden at løbe den store risiko.

»Risikoen ved at handle over telefon er, at myndighederne kan gå tilbage og finde oplysninger på kunderne. Og det er flere måske betænkelige ved. Ved at handle på den her måde er risikoen for at efterlade sig spor mindre,« siger han og fortsætter:

»Men jeg tror også, at det er et udtryk for en kamp om markedet. Prisen på kokain og MDMA er lav lige nu, og det er nemt at få fat i. Ved at skabe en salgsplatform, som andre ikke har, og som er væk fra gaden, henvender man sig til en anden målgruppe.«