Hvordan kommer man videre, når man mister sin mand, mens man er højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden Lasse faldt om under et halvmaraton.

Det er en søndag morgen i september 2012. Højgravide Puk Qvortrup og hendes mand, Lasse, har vækket lille Elmer med fødselsdagssang.
Elmer får en lille løbecykel, og lejligheden er pyntet fint op med balloner og flag i loftet. Om eftermiddagen kommer der gæster. Først skal Lasse lige ud og løbe sit livs første halvmaraton.

De kysser farvel, Lasse tager af sted. Puk og Elmer tager ud til femkilometermærket og venter på Lasse. Da han løber forbi, vinker de glade til hinanden.

Puk tager hjem og pynter kagemanden, gæsterne er på vej, og det undrer hende, at Lasse ikke er kommet hjem endnu. Men hun vil ikke være sur. Det er en dejlig dag. Så ringer telefonen.
Et nummer, som Puk ikke kender. Det er en læge fra Skejby Sygehus. Han spørger, om Puk er Lasses kone. Det bekræfter hun og når i et splitsekund irriteret at tænke: 'Åh, for helvede, nu er Lasse sikkert vredet om på foden og skal hentes på skadestuen. Lige i dag. Når vi skal holde fødselsdag'. »Det er desværre alvorligt,« siger lægen så. Og fra det øjeblik er intet som før.

Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton.
Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Efter opkaldet fra lægen befinder Puk sig nærmest i en døs. Hun ser sig selv udefra, men får ringet efter en taxa og til sine forældre. Hun får fat i en veninde, der kan tage sig af Elmer. Og så tager hun ud på hospitalet for at redde Lasse.

Tænkte du på det tidspunkt, at det var noget, han ville dø af?
»Det blokerede jeg helt, indtil vi senere blev kaldt til møde og fik at vide, at der ikke var noget at gøre. Jeg kunne godt høre på lægen i telefonen, at det var alvorligt, men jeg nægtede at tro på det. Jeg troede hele tiden på, at Lasse klarede den. Og jeg tænkte også, at det ville blive sådan en vild historie, man kunne fortælle, hvor man til sidst kunne sige: 'Det var frygteligt, men han klarede den'. For selvfølgelig ville det være sådan. Lasse var 27 år.«

»Han var far til Elmer. Og han skulle være far igen om tre måneder. For fanden. Det var ikke en mulighed at have et levende barn i maven, hvis far skulle dø. Jeg tænkte, 'lad mig lige sove, og når jeg vågner, har det hele været en ond drøm, som skal lære mig at værdsætte livet mere'.«

Klokken fem om morgenen næste dag blev Lasse erklæret død. Der var blevet slukket for de maskiner, der havde holdt ham i live. Puk anede ikke, hvordan hun skulle komme videre.

»Jeg blev ved med at råbe: 'Jeg kan ikke uden Lasse. Jeg KAN ikke'. Alle de tanker, der fløj gennem hovedet på mig. Jeg skulle føde et barn alene. Lasses barn.«

Hvad skete der, da han var død?

»Nogen må have sagt til mig, at det kunne være en god idé, hvis jeg lå lidt sammen med Lasse. Så jeg lagde mig op til ham i sengen. Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg kunne slet ikke holde ud at ligge der. Det var en ekstremt surrealistisk situation at ligge ved siden af Lasses iskolde og stive krop med en baby i maven, der bare boksede rundt.«

»Min afsked med ham var ikke en kærlig følelse. Jeg kunne jo faktisk ikke rumme ham. Jeg syntes, det var afskyeligt at se ham på den måde.«

Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton.
Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Om eftermiddagen samme dag kom Puk til krisepsykolog. Bl.a. for at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere sin lille søn derhjemme. Et barn på to år kan ikke forstå ordet 'død', men Elmer skulle vide, at far ikke kom hjem igen.

»Psykologen sagde, at stjernerne var et godt sted at placere Lasse. Man kan se dem, men de er langt væk. Jeg sagde noget med, at jeg egentlig bedre kunne lide tanken om, at Lasse sad på en blød sky, men skyer dur ikke, sagde psykologen, for de stikker jo hele tiden af. Så jeg valgte en stjerne. Og da jeg kom hjem, fortalte jeg Elmer, at far var løbet op på en stjerne, og at han ikke kom hjem igen, men at vi kunne vinke til ham oppe på stjernen.«

Hvordan var hans reaktion?
»Han forstod det ikke. Det kan jeg se nu. Han forstod godt, at det var alvorligt, men han forstod ikke det med stjernen, for nogle måneder senere spurgte han mig, om far var løbet op ad nogle trapper til den stjerne? Så konkret skulle det altså være. For hvordan kommer man op på en stjerne, tænker et barn på to år. Når man er enlig forælder til et barn, der har mistet, skal man på en eller anden måde også være specialist i et barns sorg. Hvad kan barnet forstå, og hvordan rummer man dets følelser?«

Månederne efter Lasses død var et kaos af følelser og praktik for Puk. Hun skulle have hverdagen til at fungere samtidig med, at hun blev mere og mere besværet af sin store mave. Hun var skiftevis ulykkelig og rasende på Lasse, der bare sådan havde forladt hende. Hun skældte ham ud, når hun var alene. Og hun havde tanker om, hvorvidt livet overhovedet var værd at leve uden Lasse.

I næste øjeblik kunne hun kigge på Elmer, der stod i regntøj i vuggestuen og skovlede vand i en spand, og blive helt overmandet af lykke over, at hun havde ham. Selvfølgelig var livet værd at leve. Både på grund af Elmer og på grund af det lille barn inde i maven. Venner og familie var der for Puk, somme tider næsten for meget, for hun orkede ikke at forholde sig til andre mennesker hele tiden.

Samtidig havde hun brug for deres hjælp, så det var godt, at de var der.

»Uanset hvor søde veninder man har, som græder og bliver rørt, så er det jo ikke dem, der er forældre. Man kan ikke dele den følelse med nogen andre end med ham, der er faren. Så selvom jeg var så lykkelig lige i det øjeblik, han blev født, så græd og græd jeg. Og jeg talte op mod loftet til Lasse.«

Hvad sagde du til ham?
»Du er blevet far igen. Prøv at se, hvor fin han er.«

Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton.
Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Var det første gang siden Lasses død, at du var glad?
»Nej, og det er det underlige ved sorgen. Man kan have nogle øjeblikke, hvor man er helt utrolig glad.«

»Jeg havde mange gange været lykkelig over Elmer. Og over at være i live. Og jeg havde også momentvis været glad, hvis jeg f.eks. var ude med veninder. Men følelsen bagefter var forfærdelig. Når jeg havde haft en god aften, hvor jeg havde grinet og joket, skammede jeg mig sådan, når jeg kom hjem.«

»Så lå jeg i min seng og skældte mig selv ud. Hadede mig selv. Hvordan kan du grine, når Lasse er død for en måned siden? Hvordan kan du tale om trivielle ting? Glæden er faktisk det sværeste at bære, når man er i sorg. Det tog mig mange år, før jeg tillod mig selv at være glad for andet end børnene. Dem har jeg hele tiden tilladt mig selv at være glad for, for de var jo mit og Lasses projekt.«

Puk udkom sidste år med den selvbiografiske roman 'Ind i en stjerne'. Et af de tabuer, som Puk bryder i sin bog, er, at man godt kan have lyst til sex og lyst til at føle sig begæret, selvom man er i sorg og har mistet sin mand for ganske nylig. Sådan havde hun det nemlig, men hun fortalte det ikke til nogen.

»Det har været en lettelse for mig at skrive om det. For det er meget tabubelagt at have lyst til sex, når man lige har mistet og endda er gravid. Hvad er det da for noget? Men det var sådan, jeg havde det, og det var faktisk godt at finde ud af, at min krop fortsatte, selv da jeg var allermest ked af det.«

»For ja, jeg har stadig nogle drifter og en seksualitet. Det forsvinder ikke. Og det har været godt for mig at turde stå ved mig selv og finde ud af, at jeg ikke kun er sorg. At jeg ikke kun er det, jeg var sammen med Lasse. Jeg er også bare mig. Puk.«

Puk har fået en ny mand i sit liv, Piermatteo, og tør godt kalde sig lykkelig igen.

»Jeg havde ikke dårlig samvittighed over at blive forelsket igen. Det var meget, meget stort. Piermatteo har fra begyndelsen sagt, at Lasse er en del af vores familie, og han elsker Elmer og Kaj, som var de hans egne. Han elsker alt det, der er mig, også den del af mig, der er blevet, som den er, på grund af Lasse.«

Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton.
Puk Qvortrup mistede sin mand, mens hun var højgravid og mor til hans søn på to år? Puk Qvortrup fortæller hudløst ærligt om sin vej igennem det helvede, det har været, siden manden Lasse faldt om under et halvmaraton. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det har også været godt for drengene, at de nu har en mor og en far derhjemme, for de er tit blevet spurgt, hvor deres far var henne, da de var små. Vi vinker stadig til Lasse på stjernen, når vi er ude om aftenen, og der er stjerner på himlen. Sammen med min mand. Og sammen med vores lille nye søn, Paolo.«

Hun får tårer i øjnene.

»Så siger vi: Go' nat, far. Go' nat, Lasse. Og det er fint.«

Hun holder en lille pause igen.

»Kærligheden har været enormt dyr, jeg har virkelig betalt en stor pris for at kaste mig ud i kærligheden og for at turde at få to børn. Men jeg har gjort det igen. Jeg er blevet forelsket igen, og jeg har turdet få et barn til, for det er det hele værd. Trods alt.«