Det er ofte den samme episode, der udspiller sig i Casper Troelsens mareridt.
Sammen med soldaterkammerater har han gemt sig fra et større raketangreb, der har ramt omkring deres lejr i Afghanistan.
Roligt bliver Casper og et par andre soldater gelejdet ud for at køre hen til en nærliggende flyvebase.
De skal tjekke, om Talibans raketter har ramt de soldater, der er tilknyttet flyvebasen.
Men Casper når kun at hive fat i bilens dør, før det første brag lyder.
Casper smider sig ned på jorden, og den robuste mand gør sig så lille, som han kan.
Raketterne bliver ved med at ramme ned omkring dem, mens Casper kun kan gøre én ting:
Håbe, at de ikke rammer der, hvor han ligger, for så kommer Casper ikke hjem til Danmark. I hvert fald ikke i ét stykke.
Den danske soldat er den dag heldig, og det er han faktisk gennem alle fire måneder fra april til august 2008, hvor han er udsendt som gruppefører til Kandahar-provinsen i Afghanistan og overlever adskillige raketangreb.
Men de fire måneder har samtidig haft en modbydelig effekt på Caspers liv.
I dag fremgår det nemlig på Caspers medicinske cv, at han er ramt af svær ptsd, og det betyder blandt andet, at den 41-årige mand i dag er førtidspensionist.
Og så betyder det også, at Casper op til ti gange hver nat vågner med mareridt.
»Sommetider drømmer jeg også om denne her afghanske dreng, der var blevet ramt af en detonation. Han skulle opereres ved bughulen, og det syn glemmer jeg aldrig. Det var meget ulækkert og sørgeligt,« siger Casper Troelsen.
Men denne historie skal ikke handle om Caspers kamp med ptsd'en.
Den skal handle om Caspers kamp med systemet.
En kamp for at få anerkendelse og erstatning.
To gange er det lykkedes ham at få erstatning. To gange er den blevet trukket tilbage igen.
Da Casper kommer hjem fra Afghanistan i august 2008, kan han hurtigt mærke, at noget er anderledes. Han har flere mareridt, føler mere vrede og er ofte trist.
Men det er først efter fire måneder, da Casper og hans daværende kæreste mister deres ufødte barn, at det for alvor går ned ad bakke.
Casper er flere gange hos lægen, der i store træk behandler ham som en deprimeret og psykisk ustabil mand. Altså ingen ptsd-diagnose.
I sommeren 2012 bliver tilværelsen hårdere for Casper, da han umotiveret bliver overfaldet af en gruppe mænd, der sparker og slår på den tidligere soldat, mens han liggende beskytter sig selv.
Ikke lang tid efter får Casper en datter med en ny kæreste, men overfaldet har alligevel haft den konsekvens, at de dårlige dage bliver flere og flere og mareridtene værre og værre.
Sådan varer det ved i flere år, før Casper endelig i 2015 får en ptsd-diagnose, som ifølge speciallægen er opstået af både tiden som soldat og det umotiverede overfald.
Siden har Casper kæmpet for at få erstatning efter arbejdsskadeloven, og det er lykkedes to gange.
Men begge gange er erstatningen blevet anket af myndighederne og herefter trukket tilbage i retten.
Tidligere i denne måned kom dødsstødet så i Højesteret: Caspers erstatningskrav blev afvist hos den endelige retsinstans.
Men en ekspert på området kalder det »tæt på skandaløst«, og Caspers advokat kalder det for »dybt utilfredsstillende«.
Caspers erstatningskrav er nemlig gang på gang blevet afvist, fordi man i Danmark har et tidskrav om, at ptsd senest må blive diagnosticeret to år efter en traumatisk hændelse.
Det fremgår tydeligt af dommene, som B.T. er i besiddelse af.
Heldigvis ændrede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 2019 sine diagnosekriterier (ICD11), således at ptsd ikke har en udløbsdato, og det er nye kriterier, som de danske sundhedsmyndigheder skal implementere.
Men, og det er et stort men: Sundhedsmyndigheder fortæller til Avisen Danmark, der har skrevet flere artikler om Casper Troelsen, at man først forventer at have implementeret de nye regler i 2026.
Med andre ord: Casper ville med al sandsynlighed få erstatning, hvis hans sag havde fundet sted i 2026, men fordi man endnu ikke har valgt at køre efter de nye regler, kan den tidligere soldat ikke få sin erstatning og anerkendelse.
»Det er et gigantisk slag, og jeg er så skuffet. Anerkendelsen betyder alt for mig, og erstatningen er mit forsørgergrundlag. Hvis ikke jeg havde haft min familie, havde jeg nok ikke været her i dag,« siger Casper Troelsen.
At ptsd ikke har en forældelsesfrist, er noget, som lægevidenskaben har været enige om i mange år, og derfor mener Ask Elklit, der er forsker på Institut for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet, at afgørelsen er forkastelig.
»Jeg synes, det er helt uforståeligt, og det nærmer sig det skandaløse. Afgørelsen ignorerer den viden, der findes, og som myndighederne burde kende til,« siger Ask Elklit og fortsætter:
»Det er juristeriet, som vinder over videnskaben, og det er svært at finde ord for. Det ville klæde myndighederne at ændre praksis hurtigst muligt.«
Forskeren understreger i den forbindelse, at de mange afvisninger forværrer tilstanden hos en ptsd-ramt person.
I retten er Casper blevet repræsenteret af advokat Mads Krøger Pramming, der har haft sager med omkring 500 ptsd-ramte tidligere soldater, og han er ikke imponeret over arbejdsskadesystemets håndtering.
»I Caspers tilfælde handler det jo om, at man ikke vælger at implementere WHOs kriterier fra 2019, og på den måde fejlbehandler man reelt alle ptsd-sager. Det er dybt utilfredsstillende.«
»Det er klart, at det tager lang tid for sundhedsmyndighederne at implementere nye regler, men arbejdsskadesystemet skal bare sløjfe den linje og begynde at tage udgangspunkt i WHOs kriterier. Så ville Casper kunne få erstatning.«
I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er ejet af ATP og træffer afgørelser om eksempelvis ptsd, forklarer man, at det ikke er så enkelt.
»Det er ikke bare så nemt, at man kan pille et enkelt element ud af ICD11 og implementere det, så vi afventer sundhedsmyndighederne, der vil meddele, hvornår der er belæg for at implementere dem,« siger koncerndirektør i ATP Anne Kristine Axelsson og fortsætter:
»80 procent af alle veteraner får en anerkendelse af deres ptsd, og det er faktisk en meget høj anerkendelsesprocent, så det er en vigtig pointe.«
