Koner og kærester til krigsveteraner med PTSD lever et liv i skyggen af en sygdom, der fylder alt, men for udenforstående kan være svær at få øje på. Det er nemlig oftest bag hjemmets fire vægge, den får lov at leve.
En mand, der førhen var til stede og en del af familien, er pludselig en mand, der ikke længere har overskud til noget. Og det er både hårdt for ægtefællen og deres fælles relation.
»Relationen ændrer sig, så hun ender med at være den, der skal tage sig af manden i stedet for at have en ligeværdig relation,« fortæller psykolog Louise Schwartz, der er ledende psykolog hos Afdeling for Traume og Torturoverlevere og i sit arbejde har haft meget med PTSD-ramte krigsveteraner og deres ægtefæller at gøre.
Hun siger, at det er normalt, at man tager sig af sin ægtefælle, når han er syg, men at problemet med PTSD hos veteraner er, at deres sygdom ofte er langvarig og nogle gange kronisk.
»Det er for altid, at veteranen er forandret, så derfor får det også betydning for deres ægteskab og deres roller. Det er opslidende,« siger Louise Schwartz og uddyber:
»Det er opslidende at være den, der altid skal have overskuddet og skulle hjælpe og tage sig af den anden - og deri ligger risikoen for sekundær traumatisering.«
Flere ægtefæller til PTSD-ramte soldater får denne sekundære traumatisering at føle.
De mærkes af mandens traume ved for eksempel at overtage noget af hans forstemthed eller magtesløshed og udvikle symptomer eller træk, der minder om dem, man ser hos den traumatiserede.
»Hun bliver måske hurtigere træt og udmattet. Hun kan ikke genkende sig selv og bliver måske ked af det, vred eller opfarende,« siger Louise Schwartz.
Hun fortæller, at kvinderne ikke som det første tænker, at 'efter en udsendelse så er min ægtemand forandret, og det er han resten af sit liv, og jeg skal lave om på min rolle'. Det er noget, der sker gradvist, uden konen eller kæresten nødvendigvis er opmærksom på det.
»Det er nogle stærke kvinder, fordi de holder jo ved. De skal rumme rigtig meget. Det er ikke nemt at skulle tilpasse sig den forandring, der er sket,« fortæller Louise Schwartz.
Psykologen nævner DR's dokumentar 'Mens døden os skiller', som hun mener er en fin skildring af, hvad der gradvist sker med ægteskabet, når den ene er syg.
Dokumentaren handler om en kone, hvis mand får konstateret den dødelige nervesygdom ALS og derfra langsomt falder fra hinanden. Det efterlader konen i et dilemma om, hvorvidt man kan forlade sin dødssyge mand.
Helt klare paralleller kan drages til det at leve sammen med en traumatiseret veteran, fortæller Louise Schwartz.
De dør bare ikke af deres sygdom. De har det resten af livet, og ægtefællerne skal indstille sig på, at resten af livet er der noget, der er forandret.
»Hen ad vejen kan det blive en eksistentiel krise, hvor man som ægtefælle skal tage stilling til, om man kan leve med de forandringer og det, at han er en anden, end da de lærte hinanden at kende,« siger Louise Schwartz.
