»Det er et sundhedstegn at vise de følelser, hun gør.«

Sådan lyder det fra psykolog og stifter af UngTerapi, Maja Vain Gilbert, om Greta Thunbergs tale, som hun holdt mandag i FN.

En tale, der siden er gået verden rundt, og som har delt vandene. Nogle finder den for ekstrem, mens andre bakker den svenske klimaforkæmper op.

Undervejs i talen blev Greta Thunberg meget følelsesladet. Hun sagde bl.a., at politikerne har 'stjålet hendes barndom'.

»Mange bliver provokeret af det, for vi har ikke lyst til at se de følelser. Det er noget, vi er vant til at zappe væk fra, på samme måde som vi zapper væk fra underernærede børn i Afrika,« siger psykologen.

Hos Fox News har tv-stationen været ude at give en officiel undskyldning til Greta Thunberg, fordi en politisk kommentator i kølvandet på talen kaldte hende for ‘mentalt syg’.

»Hun bruger sine følelser til at påvirke folk for at få os til at engagere os i klimakampen. Vi bliver provokerede, fordi det påvirker os, og det bryder vi os ikke nødvendigvis om, fordi det udstiller vores svagheder,« siger Maja Vain Gilbert.

Greta Thunberg er diagnosticeret med Aspergers.

Greta Thunberg taler for FN.
Greta Thunberg taler for FN. Foto: Carlo Allegri
Vis mere

Hun har selv kaldt sin Aspergers for sin superkraft, som har fået hende til mere effektivt at gå ind i klimakampen.

»Der er mange, der har utroligt travlt med at fejldiagnosticere hende uden at kende hendes situation. Når man lægger det store regnestykke sammen, kan det være en kæmpe force for hende,« siger psykologen.

Hun forklarer, at det er meget individuelt, hvordan Aspergers kommer til udtryk.

»Grundlæggende har man lidt sværere ved at orientere sig i det sociale landskab. Men det gør også en i stand til at træffe nogle beslutninger, der ikke er påvirket af, hvad andre mener. Og det, mener jeg, kan være en styrke, som det også har været for Greta Thunberg,« siger Maja Vain Gilbert.