Tal fra blandt andet Kina, Spanien, Italien og Danmark viser, at vi har flere coronasmittede mænd end kvinder.

En af årsagerne kan være, at mænd ikke lytter nok til sundhedsmyndighederne, påpeger Svend Aage Madsen, der er psykolog på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed. Men lad os lige vende tallene først.

»Vi ved, at der er flere mænd, der dør af coronavirus,« siger han.

I Danmark er samlet set 60 procent af de smittede mænd, og tal fra Sundhedsstyrelsen den 25. marts, hvor 34 mennesker var døde som følger af coronasmitte, viser, at 24 af de døde var mænd.

Hver dag sender B.T. live på Facebook, hvor du kan blive klogere på coronaudbruddet både i Danmark og globalt. Her har vi Svend Aage Madsen igennem. 
Hver dag sender B.T. live på Facebook, hvor du kan blive klogere på coronaudbruddet både i Danmark og globalt. Her har vi Svend Aage Madsen igennem. 
Vis mere

»De tal, vi har, som primært er fra Kina og Italien, viser, hvordan mænd nogle dage i Italien har udgjort helt op mod 80 procent af de døde,« siger Svend Aage Madsen, da B.T. taler med ham i en livesending på vores Facebook-side.

71 procent af dem, der dør som følger af coronavirus i Italien, er mænd - i Spanien er antallet af mænd, der dør, dobbelt så stort som antallet af kvinder.

Dog ved vi ikke, hvor mange af hvert køn, der er testet de pågældende dage, understreger Svend Aage Madsen. Men når det så er sagt, medgiver han også, at mænd ofte udgør en større risikogruppe.

»Mange mænd har flere sygdomme. Diabetes, hjertekarsygdomme og kræftsygdomme. Det gør dem mere sårbare og skaber en større dødelighed,« siger han.

Under B.T.s livesending havde læserne mulighed for at skrive kommentarer og stille spørgsmål til emnet. Her skrev flere, at mænd ofte kan være mindre tilbøjelige til at søge hjælp hos lægen, når de bliver syge.

'Jeg har en mand, der er hjertetransplantation og levertransplanteret, og han lytter ikke til mig og mine bekymringer. Det er så frustrerende,' skrev Pia Jakobsen.

Til det svarer Svend Aage Madsen, at der ikke er meget at gøre, hvis Pia Jakobsen ikke ønsker at skabe en konflikt. Dog påpeger han tidligere i interviewet, at samtidig med mænd oftere lider af sygdomme som netop hjerteproblemer, så er de også dårligere til at søge hjælp og lytte til læger.

»Mænd ved mindre om symptomer og er senere til at gå til lægen. Når mænd så har fået en behandling, er de dårlige til at passe den. Det er der lavede undersøgelser af. Mænd er ofte dårligere til at passe alle de her ting,« siger han.

Svend Aage Madsen var med på en video-forbindelse fra sit hjemmekontor.
Svend Aage Madsen var med på en video-forbindelse fra sit hjemmekontor.
Vis mere

Historisk set har det været kvindernes ansvar at stå for, at manden kom til lægen, forklarer han.

»Hvis bare sundhedsvæsenet fandt ud af at kommunikere med mændene på nogle måder, så de ville høre efter, i stedet for at kvinderne står med ansvaret i familierne, som så kan skabe konflikter og skænderier,« påpeger han.

Et bud på, hvordan man kunne gribe det an hos sundhedsvæsnet, er ifølge Svend Aage Madsen, at man skal bruge mere energi på at få tallene ud til mændene. Desuden mener han, at man bør være mere konkret i sin kommunikation.

»De skal have at vide meget konkret, at når de for eksempel står på et stillads, så skal de have handsker på. Det skal ikke være generelle råd, men nogle, de kan bruge lige præcis i den daglige praksis, de selv har,« siger han.