Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Nyheden gik verden rundt, da Jens Galschiøts såkaldte 'Skamstøtten' blev revet ned af kineserne i Hongkong.

Men nu er den odenseanske kunstner klar med et nyt modtræk over for det censurglade kinesiske styre.

For godt nok har universitetet, hvor 'Skamstøtten' stod oprejst i Hongkong, gemt den væk i en container, men nu har den fynske kunstner sørget for, at alle og enhver kan opstille skulpturen, hvor de vil – også i Hongkong.

Med 'augmentet reality' – også kaldet AR – er det nemlig nu muligt at opstille den efterhånden meget omtalte statue virtuelt ved hjælp af en mobiltelefon.

»Hvis du gik ned på Den Himmelske Fredsplads og brugte den her, så ville du blive anholdt. Det vil være farligt for dig,« siger Jens Galschiøt om det kontroversielle monument, der nu har fået nyt digitalt liv.

Du kan selv afprøve Jens Galschiøts AR-skulptur på kunstnerens hjemmeside.

»Angrebet på skulpturen har kun gjort den til et endnu større symbol,« mener Galschiøt.

Han forklarer, at figuren ikke længere kun er et symbol på massakren i Beijing i 1989 – hvor studerende demonstrerede på Den Himmelske Freds Plads – men efterhånden også er blevet et symbol på kinesernes ødelæggelse af demokratiet i Hongkong.

Sådan ser 'Skamstøtten' ud på B.T.s kontor i Odense. Foto: Jeppe Kanstrup
Sådan ser 'Skamstøtten' ud på B.T.s kontor i Odense. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Er du ikke bare ude på at provokere kineserne?

»Jo, jo. Du skal ikke tage fejl om, at det her, det er en kamp. Der er ingen tvivl om, at de er voldsomt provokeret af mig,« siger kunstneren.

Er du ikke bange for, at kineserne bare censurerer den her gimmick også?

»Jo, det er jeg ret sikker på, at de vil prøve på, men jeg er også lige så sikker på, at hvis det bliver spredt på TikTok og andre medier, så kan det få en enorm bølge i gang,« siger han.

Han opfordrer alle til at bruge teknikken og på den måde forhindre Kina i at undertrykke mindet om massakren på Den Himmelske Fredsplads.

Skamstøtten blev fjernet fra Hong Kong University op til julen i 2021, hvor den havde stået siden 1997.