De ældre vil i fremtiden udgør end markant større del af befolkningen end i dag, fordi vi forventes at leve længere.

Det viser en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.

Der i dag er omkring 282.000 personer over 80 år eller derover i Danmark, hvilket svarer til omkring fem procent af befolkningen.

I år 2030 vil tallet være 431.000, og i 2050 ventes det at være steget til 617.000 - svarende til omkring ti procent af befolkningen.

Udsigten til flere ældre vil blive en økonomisk udfordring for det danske velfærdssamfund.

Det vurderer Andreas Østergaard Nielsen, der er analysechef i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

- Jo ældre vi bliver, jo flere af os har behov for både praktisk hjælp og personlig pleje.

- Vores analyser viser, at blandt de 80-84-årige modtager en fjerdedel hjemmehjælp, mens det blandt personer over 90 år er lidt over halvdelen, som modtager hjemmehjælp. Det er en kæmpe udfordring, som vi står over for i ældreplejen, siger han i en skriftlig kommentar.

I 2050 forventes en langt større andel af befolkningen at blive over 100 år.

I dag er der 1200 personer over 100 år i Danmark. Det ventes at være mere end tredoblet til 4300.

De yngre aldersgruppers andele i befolkningen ventes ikke at ændre sig ret meget frem mod 2050.

Danmarks Statistik forventer, at den samlede befolkning vil vokse fra 5,84 millioner i dag til 6,3 millioner i 2050.

/ritzau/