Sidste uge fik Europa en grim overraskelse, da Pfizer pludselig meldte ud, at de ville levere færre doser af deres vaccine mod covid-19 i slutningen af januar end først forventet.

Og nyhederne satte tankerne i gang hos professor i infektionsmedicin ved Rigshospitalet Jens Lundgren, skriver Politiken.

Han kom til at tænke på behandlingen af hiv-smitte i den tredje verden i 00'erne, hvor flere lande valgte at ophæve patentbeskyttelsen på den medicin, hiv kan behandles med.

Det betød, at landene selv kunne producere den livsvigtige medicin frem for at skulle købe den af en medicinalvirksomhed.

»Spørgsmålet er, om vi på nuværende tidspunkt står i en lignende situation. Inspireret af Pfizers udmelding, så ville det være et værdigt modtræk at sige, at der er en klausul, så vi kan gøre det på en anden måde. Det slog mig, at det var et relevant spørgsmål at rejse. Hvorfor gør vi ikke det?«, siger han til Politiken.

På den måde ville de virksomheder, der har fået godkendt vacciner mod coronavirus, skulle dele teknologien bag, så andre virksomheder kunne lave vacciner magen til, og endnu flere kunne vaccineres.

Normalt udløber en medicinalvirksomheds patent på et lægemiddel efter en årrække, hvorefter andre virksomheder begynder at lave kopier. Det er derfor, man som forbruger pludselig kan opleve, at medicin man er vant til at bruge, pludselig bliver meget billigere.

Sundhedsjurist Kent Kristensen siger til Politiken, at såkaldte tvangslincenser er set tidligere.

Tidligere har der også været diskussion om det rimelige i, at medicinalvirksomhederne bag de nye coronavacciner står til at tjene kæmpemæssige formuer på den katastrofe, verden står i.

Særligt når det handler om de vacciner, der er blevet til på bagrund af store offentlige investeringer.

Blandt andet vaccinen fra AstraZeneca og fra Moderna er blevet støttet med milliarder af USA.

Nogle medicinalvirksomheder som AstraZeneca og Johnson & Johnson har meldt ud, at de ikke vil tjene penge på deres vacciner under epidemien.

Mens Pfizer og Moderna omvendt har meddelt, at de regner med noget profit som følge af salg af deres vacciner.