Det skal være slut med arabiske skilte på butiksfacader i København.
I hvert fald, hvis det står til Dansk Folkeparti.
I et interview med B.T. har partiets kandidat til kommunalvalget i København, Christian Bülow, præsenteret forslaget, som nu bliver skudt ned af en juraprofessor i et interview med TV 2.
»Vi er nu engang i København, Danmarks hovedstad, og så må udgangspunktet være, at man skriver og kommunikerer på dansk,« har han fortalt.

Christian Bülow har desuden fortalt, at DF ønsker at ændre lokalplanerne, hvor der i forvejen stilles forskellige krav til bygningers og butikkers facader, så man fra kommunens side kræver, at butikker skilter på dansk – og måske allerhøjest på engelsk, fransk eller tysk, hvor det giver mening.
Men den plan har Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, svært ved at se for sig.
Faktisk mener han slet ikke, at DFs forslag kan gennemføres, fortæller han til TV 2.
»Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, fordi det skal have et lovgrundlag. Det har det umiddelbart ikke nu,« siger Sten Bønsing til TV 2.
Konkret handler det ifølge juraprofessoren om, at kommuner ikke har lovgrundlag til at regulere sproget på butiksskilte.
Christian Bülow svarer til TV 2, at han har »svært« ved at se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre at regulere sproget på butiksskilte, når kommunen i dag gerne må regulere forhold som farve og størrelse.
