Lokalbanerne har et efterslæb, når det gælder vedligehold og investeringer, vurderer professor i transport.

Det vil ikke være frås at kaste flere penge efter landets lokalbaner, sådan som Danske Regioner beder om.

Det siger professor i transport ved DTU Otto Anker Nielsen.

- Lokalbanerne er generelt relativt veldrevne, men de har bare haft meget få midler at drive dem for.

- Jeg kan ikke konkret vurdere, hvor mange penge der er brug for. Men jeg deler vurderingen er, at der er et efterslæb og behov for investeringer, siger Otto Anker Nielsen.

Der er 13 lokalbaner landet over, der fragter passagerer med tog især i udkantsområder.

Tog og skinner drives af lokale selskaber, der får penge til opgaven fra regionerne.

Pengene kommer i sidste ende fra staten.

Og nu rækker Danske Regioner hånden frem til politikerne på Christiansborg og beder om ekstra penge.

124 millioner kroner ekstra hvert år i perioden fra 2021 til 2026.

I forvejen modtager regionerne årligt 100 millioner kroner til investeringer i de danske lokalbaner.

- I forbindelse med kommunalreformen var der en tendens til at lægge ansvar over til regioner og kommuner, uden at der helt fulgte tilstrækkelige midler med.

- Det har vi set på vejområdet, og vi ser nok lidt af det samme med lokalbanerne, vurderer Otto Anker Nielsen.

Der er ellers nok at bruge penge på de kommende år, vurderer han.

- Lokalbanerne står over for store investeringer, især når det gælder skinnenettet og nyt materiel.

- Mange af dem kører med gamle dieseltog, som står for at skulle udskiftes, siger Otto Anker Nielsen.

Her vil det ifølge professoren være mest rationelt at skifte til batteritog, sådan som det også er planen både på Sjælland og i Vestjylland.

I Landdistrikternes Fællesråd ser formand Steffen Damsgaard lokalbanerne som afgørende for, at det også er attraktivt at bosætte sig i yderområder.

- Lokalbanerne er vigtige for, at vi har et land i balance, og som hænger sammen.

- Det duer ikke, at togene er udslidte og har dårlig komfort. Eller at man ikke kan sidde på alle sæder, fordi nogle af dem er taget ud for ikke at slide på skinnerne.

- Det skal vi have gjort op med, for ellers fravælger borgerne lokalbanerne, siger han.

/ritzau/