Fagbevægelsens Hovedorganisations formand, Lizette Risgaard, satte sig sent torsdag aften til tasterne og skrev en ifølge hende uforbeholden undskyldning i et Facebook-opslag.

Undskyldningen kommer, efter at Risgaard var blevet bekendt med, at en historie om grænseoverskridende adfærd fra formandens side, der blandt andet indbefattede upassende berøringer, var på vej fra Ekstra Bladet og Berlingske.

Men hvorvidt undskyldningen overhovedet kan betegnes som uforbeholden, sår ekspert i offentlige undskyldninger, Lisa Villadsen, tvivl om, skriver Kforum.

Det er ikke en uforbeholden undskyldning, hvis man forsøger at forsvare sig og undskylde samtidig forklarer Lisa Villadsen til mediet, og det er det, Lizette Risgaard gør i opslaget. Samtidig peger eksperten på en klassisk fejl, som Risgaard begår.

I opslaget kommer Risgaard med formuleringer som, »til de personer, der har oplevet, at jeg har opført mig upassende,« hvor hun altså bruger ofrenes oplevelse til at distancere sig selv fra anklagerne. Man bliver ifølge Lisa Villadsen i tvivl om, hvorvidt Risgaard anerkender sine handlinger.

Hun peger især på en passage i Facebook-opslaget, hvor Lizette Risgaards undskyldning giver grund til forvirring.

»Jer, som kender mig, ved, at jeg er et uformelt menneske, der elsker at snakke med alle, høj som lav. Jeg krammer også ofte og mødes med rigtig mange mennesker,« skriver Risgaard i opslaget.

Og det skulle hun måske ikke have gjort.

»Hun beskriver sig selv som en elskelig person, der taler med alle og godt kan lide at kramme. Men det er jo ikke det, der er tale om her. Ved at fremstille sig selv og sin adfærd så positivt skabes der tvivl om, om hun virkelig opfatter sin adfærd som problematisk«, siger hun.

Man kan ikke både undskylde uforbeholdent og samtidig rose sig selv, fortæller Lisa Villadsen, det bliver dermed uklart, om det er en undskyldning eller et forsvar.

Der er dog noget i opslaget, der virker ifølge eksperten. For eksempel, at Risgaard erkender sin opførsel, og at hun opfordrer andre krænkede til at stå frem.

På trods af erkendelse kunne Lizette Risgaard fredag ikke svare på, om hun havde taget nogen på røven, da B.T.s journalist stillede det ellers simple spørgsmål. Videoen kan ses øverst i artiklen.