De seneste påskedage har ikke kun været præget af gemte påskeæg i hus og haver – de kan også gemme på en positiv tendens.

Nye målinger fra HOPE-projektet på Aarhus Universitet, hvor man undersøger danskernes adfærd under coronakrisen, har nemlig vist, at der kun har været en forholdsvis lille stigning i antallet af sociale kontakter med familie og venner i løbet af de første dage i påsken.

Det skriver TV 2.

Resultaterne – der er udregnet på baggrund af svar fra omkring 500 daglige respondenter – viser, at gennemsnittet for antallet af sociale kontakter, hvor man har været tæt med venner og familiemedlemmer i mere end et kvarter, torsdag lød på 3,3, mens tallet dagen efter lød på 3,4.

Til TV 2 forklarer professor og leder af HOPE-projektet, Michael Bang Petersen, at han ser resultatet som positivt, da det kan være et udtryk for, at danskerne forsøger at begrænse, hvor mange man har tæt kontakt med.

»Hvis den tendens holder, og hvis danskerne fortsætter med at lade sig teste i stor grad, ligner det ikke, at en stor smittestigning venter,« siger han.

Det betyder dog ikke, at man må hvile på laurbærrene.

Andre data viser nemlig ifølge TV 2, at danskerne er blevet mindre opmærksomme på at undgå steder med mange mennesker, og det kan ifølge Michael Bang Petersen give anledning til bekymring i forbindelse med den kommende genåbning af samfundet.