Der er i det seneste døgn registreret 589 nye tilfælde af coronavirus.

Det er det højeste antal nye smitteregistreringer, der er målt, siden pandemien kom til Danmark.

Lars Jørgen Østergaard, professor i infektionsmedicin og overlæge ved Aarhus Universitet, anser stigningen som forventet.

»Tallene ser jo ud til fortsat at være stigende. Så nu må vi afvente og se, hvad effekten bliver af de indsatser, der er foretaget, og om man får vendt kurven. Der vil typisk gå en lille uges tid, siger han med henvisning til, at forsamlingsforbuddet fra lørdag er sænket til 50 personer, og at barer og restauranter skal lukke klokken 22.00.

Lørdagens tal viser desuden, at fire flere er indlagt. Dermed er det samlede antal indlagte nu 62.

Fire af de indlagte ligger på intensivafdeling, og én af dem ligger forbundet til respirator.

Det glæder overlægen, at det stadig kun er meget få, der ligger i respirator og på intensiv.

»Det er tegn på, at de folk, der bliver indlagt, ikke er så syge, at de får brug for hjælp til at trække vejret. Vi har heldigvis fået nogle gode, medicinske behandlinger. Den ene behandling, remdevisir, hindrer virus i at formere sig, den anden, dexamethason, får immunsystemet til at reagere normalt,« siger Lars Jørgen Østergaard, der derfor ikke er bekymret for antallet af indlagte, som det ser ud lige nu.

Han har ikke noget bud på, hvilke af de nye restriktioner der vil være mest effektive. Men afstand og små forsamlinger er et effektiv våben, fastslår han næsten som et ekko af myndighederne.

Med til historien om de 589 smittede hører, at der bliver testet markant flere mennesker nu, end der gjorde i foråret. Derfor bliver der givetvis også konstateret flere smittede end dengang.

I det seneste døgn er der blevet testet 26.423 personer, og i alt er der taget 54.371 covid-19-prøver. Forskellen i de to tal skyldes, at nogle personer bliver testet flere gange.

217 personer har overstået deres covid-19-infektion. Der er nu i alt 17.316 personer, der har haft covid-19 og er blevet raske igen.