Hvis ikke man er rigtig behandlet, så kan de kommende måneder blive frygtelige for danske pollenallergikere.
Det vurderer professor og overlæge ved Allergicentret på Odense Universitetshospital Carsten Bindslev-Jensen.
»Hvis ikke man er ordentlig behandlet, så kan det godt gå hen og blive rigtig slemt,« siger han og tilføjer:
»Desuden er der problematikken med covid-19 for tiden. Og så kan folk måske have svært ved at skelne mellem ganske almindelig høfeber og covid-19.«
For de fleste pollenallergikere er det ifølge Carsten Bindslev-Jensen ikke noget problem at skelne mellem de to ting, men da der hvert år er flere tusinde nye danskere, der får allergi, så kan det muligvis være svært for dem at skelne, da det kan vise sig som både host, nys og forkølelse.
»Dine omgivelser ved måske heller ikke, at der blot er tale om høfeber, og så kan man selv forestille sig, hvordan andre vil kigge på en, hvis man sidder og nyser, er forkølet og helt rød rundt om øjnene,« siger Carsten Bindslev-Jensen og fortsætter:
»Så flygter folk jo fra en.«
Det skønnes, at der er op mod en million pollenallergikere i Danmark, som vil blive ramt i løbet af den såkaldte pollensæson, som løber fra start-april og frem til midten af august, og at der hvert år er 5.000 til 10.000 nye, der får det.
Carsten Bindslev-Jensen understreger dog, at der er væsentlig forskel på at have høfeber og covid-19.
For selv om det hedder høfeber, så får man altså ikke feber.
»Hovedpine, muskelsmerter og feber, som er symptomerne på covid-19, er ikke noget, man får ved høfeber. Men man kan sagtens fejlfortolke, og du kan sagtens have både høfeber og covid-19 på samme tid,« siger Carsten Bindslev-Jensen.
Derfor understreger han også vigtigheden af, at man som pollenallergiker er ordentlig behandlet.
