God håndhygiejne er en af de bedste måder til at mindske risikoen for at blive smittet med coronavirus, så siden den første dansker blev bekræftet smittet i slutningen af februar, er håndsprit blevet revet ned af hylderne i butikker og apoteker landet over.

Og det kan i den grad mærkes hos virksomheden Dermapharm, som er en af Danmarks største producenter af det desinficerende middel.

I hvert fald fortæller Dermapharms administrerende direktør, Mikkel Egelund Jensen, til Randers Amtsavis, at efterspørgslen 'er gået amok' de seneste par uger, og at producenten får mange flere henvendelser end normalt.

»Vi producerer mellem 500 og 1.000 procent mere håndsprit end normalt. Vi kommer minimum til at producere to ton om ugen de næste mange uger,« siger han.

På trods af at Dermapharm lige nu producerer markant mere håndsprit end normalt, kan de stadig ikke følge med den kæmpe efterspørgsel, der er opstået i kølvandet på coronavirus-udbruddet.

Derfor har virksomheden været nødsaget til at sige nej til mange af de potentielle kunder, der har henvendt – og fortsat henvender – sig.

Og det er da heller ikke kun danske kunder, som Dermapharm normalt leverer til, der efterspørger håndsprit. Også kunder fra blandt andet Kina, Spanien og Tyskland har henvendt sig og efterspurgt enorme mængder, siger Mikkel Egelund Jensen til Randers Amtsavis.

Dermapharm kan umuligt følge med i alle de henvendelser, de har fået, og har valgt at prioritere de kunder, de plejer at handle med, lyder det.

I skrivende stund er 95.413 på verdensplan bekræftet smittet med coronavirus. 3.285 er døde som følge af virussen, mens 53.257 officielt er erklæret raske.

I Danmark er 15 personer bekræftet smittet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan man forebygge smitte fra coronavirus ved hjælp af god håndhygiejne – primært håndvask og eventuelt hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre.

Derudover anbefales det at undgå kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion, samt at hoste eller nyse i engangslommetørklæde eller i albuebøjningen.