Midt i højsæson er der tidligt torsdag eftermiddag kaos i Københavns Lufthavn.
Det skyldes problemer med det system, der fragter bagagen ud til flyene.
Det bekræfter Susanne Lindhage, presserådgiver i Københavns Lufthavn, til B.T.
»Vi har en udfordring med bagage på grund af en teknisk fejl. Det betyder, at vi kører med lidt nedsat kapacitet, og det kan give kø ved check in og forsinkelse af den bagage, der skal ud til flyene,« siger hun.
»Der kommer rigtig mange mennesker i øjeblikket, så det er klart, at når sådan en fejl opstår, danner det noget kø.«
Til B.T. beretter en rejsende om kaos i check in, og at alt lige nu går »virkelig langsomt«.
Derudover lyder det, at medarbejdere i lufthavnen tjekker folk ind manuelt, hvis deres fly afgår inden længe.
Som følge af den tekniske fejl opfordrer Susanne Lindhage rejsende til at tage hjemmefra i ekstra god tid og væbne sig med tålmodighed.
Hun oplyser, at lufthavnen forventer at have løst problemet »inden længe«.
»Vi har teknikere, der arbejder på sagen og håber at løse det hurtigst muligt. Vi har også indkaldt ekstra mandskab,« lyder det.
Såfremt du skal rejse fra Københavns Lufthavn uden bagage, vil du ikke blive berørt af den tekniske fejl.
Klokken 13.14 fortæller Susanne Lindhage, at der igen er ro på i lufthavnen, som nu er tilbage til normalen.