20 elever i hver klasse. 10 drenge og 10 piger. Sådan ser skoledrømmen ud for Anne Karina Nielsen, der er mor til sønnen Sean i 1. klasse.

Derfor var det heller ikke på tale at sende ham på den lokale folkeskole, der blev fravalgt til fordel for en privat. Men valget er ikke uden omkostninger.

Vælger man at sende sit barn i en aarhusiansk folkeskole, er der risiko for, at der er rigtig mange elever i klassen. Sidste skoleår var der knap 1.200 elever, der gik i en klasse med 28 elever. Klassekvotienten i kommunen er steget de senere år, og prognoser viser, at den udvikling vil fortsætte de kommende år.

Anne Karina Nielsen bor med sin familie i Solbjerg syd for Aarhus, og det oplagte valg til hendes søn var derfor den lokale folkeskole Solbjergskolen.

Men Solbjergskolen er stor. Og der er mange elever i klasserne. Sidste skoleår var der fire klasser med 28 elever.

Og det skulle Anne Karina Nielsen ikke nyde noget af.

»Du skal ikke bilde mig ind, at man kan have samme fokus på det enkelte barn, når der er 28 elever stuvet sammen i en klasse. Det er der meget bedre tid og ro til, når der kun er 20,« siger hun.

Hver måned koster det familien 3.100 kroner at have Sean gående på Forældreskolen og i SFO.

Den økonomiske prioritering betyder, at der så er andre ting, familien er nødt til at vælge fra. Og hvis en af forældrene på et tidspunkt skulle blive arbejdsløs, ville de skulle sælge deres bil.

»Vi er helt indforståede med, at det har nogle omkostninger, men det er det hele værd for os,« siger hun.

Anne Karina Nielsens søn Sean på første skoledag i 1. klasse.
Anne Karina Nielsens søn Sean på første skoledag i 1. klasse.
Vis mere

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, at når lillebror når skolealderen, skal han også på privatskole.

»Solbjerg har været i en rivende udvikling med mange nytilkomne børnefamilier de senere år, men rammerne på skolen er ikke fulgt med. Der er bare blevet fyldt flere børn i klasserne, så vi har set os nødsaget til at fravælge den lokale skole,« siger hun.

Ulempen, ved at sønnen Sean ikke går på Solbjergskolen som de fleste andre børn i lokalområdet, er, at han ikke bare lige kan hoppe på cyklen, når han skal besøge en klassekammerat.

For klassekammeraterne bor spredt over hele Aarhus.

»Det kan helt sikkert noget, at man går i skole med dem, man bor i nærheden af. Men det er bare ikke vigtigere end faglighed og trivsel i en klasse. Så vil vi som forældre hellere leve med at skulle køre ham til Risskov eller Tranbjerg, eller hvor hans klassekammerater nu bor,« siger hun.

På samme måde kender Sean ikke rigtigt de andre børn i for eksempel den lokale fodboldklub, så familien har valgt at prioritere at køre ham til fritidsaktiviteter andre steder.

Céline Vissing, der er skoleleder på privatskolen Forældreskolen Aarhus, fortæller, at der er venteliste og stor efterspørgsel på en plads på skolen. Her er klasseloftet 20 elever i indskolingen og 22 elever fra 4. klasse og opefter.

»Det betyder noget for de forældre, der vælger os til, at deres børn kommer til at gå i små klasser. Og vi tror på, at det giver en højere faglighed og bedre kvalitet,« siger Céline Vissing.

Anne Karina Nielsen er ikke den eneste, der har valgt den aarhusianske folkeskole fra.

I 2010 var der 4.734 elever i Aarhus Kommune, der gik på friskoler og private grundskoler. Det tal var i 2019 steget til 5.335 elever, viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til en stigning på 12 procent.

Den samlede andel af elever på fri- og privatskoler er steget fra 13,78 procent i 2010 til 15,36 procent i 2020. Dog er andelen faldet fra 15,77 procent siden 2017.

Rådmanden for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), hæfter sig ved faldet:

»Det er rigtig dejligt, at vi har fået udviklingen vendt, og at forældrene nu i stigende grad vælger folkeskolen. Men jeg synes stadig, det ville være en god idé at indføre et klasseloft på 24 elever, så det vil vi i SF arbejde for,« siger han.