Det skal være billigere at handle hos supermarkedskæden Føtex. Derfor bliver priserne på 1.000 dagligvarer nu sænket. Det skriver finans.dk.

»På den korte bane er det ikke en god forretning for os,« siger sortimentschef i Føtex, Tore Nederland, til finans.dk, inden han forklarer, hvorfor de så alligevel gør det:

»Det koster mange penge at sætte priserne ned, men vi tror, det vil give flere kunder i fremtiden. Føtex skal ikke længere opfattes som værende et dyrt sted at handle,« uddyber han.

Føtex-kæden kastede sig ind i priskrigen for et år siden med kampagnen ’Føtæsk’, og i forbindelse med lanceringen blev prisen sat ned på de første 2.000 varer.

Nu får yderligere 1.000 varer også et nøk ned på prisen.

Målet var at hente kunder fra de klassiske discount-butikker som Rema 1000 og Lidl, men også Føtex’ normale konkurrenter som Meny og Kvickly blev hurtigt en del af priskrigen.

Meny-kæden havde allerede inden ’Føtæsk’-kampagnen meldt ud, at man ville indføre såkaldt ’DiscountMatch’, og efterfølgende lancerede også Coop et nyt lavpriskoncept.

I januar afslørede Føtex-direktør Thor Jørgensen, at der i december blev solgt 12 pct. mere af de 2.097 nedsatte varer sammenlignet med december 2016, og at omsætningen på varerne steg med tre pct. i samme periode.