På grund af de stigende energipriser har en tur med færgen til Samsø været forhøjet i næsten hele 2022.

Men det er slut nu, skriver Samsøs borgmester i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at man 1. januar 2023 fjerner det såkaldte brændstoftillæg.

Det betyder, at prisen på færgeturene mellem Jylland og Samsø falder med 5,5 procent.

»Det er glædeligt, at vi igen kan fjerne brændstoftillægget på billetpriserne til gavn for både samsinger og gæster. Vi håber, at det vil få endnu flere til at tage turen i 2023,« siger Marcel Meijer, der er borgmester på Samsø.

Sammen med faldet i prisen, så har man også besluttet, at færgeturen skal være mere klimavenlig.

Derfor går en procent af billetindtægterne til initiativer, der skal gøre færgerne mere klimaneutrale.

Der sejler to færger frem og tilbage mellem Jylland og Samsø. De sejler fra Hou og Aarhus.