270 kroner.

Det koster det for både voksne og børn, hvis de næste år vil lægge vejen forbi en hemmelig koldkrigsbunker, der i stedet nu åbner som museum. Og den pris vækker nu kritik.

Det skriver TV 2 Nord.

En af dem, der er utilfredse med prisen, er Venstre-politikeren Preben Bang Henriksen, der fortæller, at han frygter, at mange ikke har råd til at besøge museet Regan Vest.

»Det lyder voldsomt. Jeg er ked af, hvis det holder folk fra at få genfortalt historierne om skræk og rædsel i en mærkværdig tid, som jo hører med til Danmarks historie,« siger han til TV 2 Nord.

Det er i februar næste år, at bunkeren, der skulle huse regering, regent og embedsmænd i tilfælde af en atomkrig, slår dørene op for publikum.

Regeringsanlægget Vestdanmark – Regan Vest – blev opført i al hemmelighed i årene 1963 til 1968, oplyste Nordjyske Museer i en pressemeddelelse tilbage i oktober.

I 2012 blev den 5.500 kvadratmeter store bunker taget ud af beredskabsplanerne – og det var først i den forbindelse, at anlægget kom til offentlighedens kendskab.

Lige siden har lokale kræfter arbejdet på at samle penge sammen til at omdanne bunkeren til museum og opføre et velkomstcenter.

Til TV 2 Nord har direktøren for Nordjyske Museer, Lars Christian Nørbach, tidligere fortalt, at en af årsagerne til prislejet er, at gæsterne ikke har mulighed for at gå rundt på egen hånd – men skal have en guidet tur.

Regan Vest åbner for publikum 13. februar 2023.

Indgangen til bunkeren ligger skjult bag en helt almindelig gul murstensvilla.