Prinsesse Isabella skal fra august aftjene 11 måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
Det sker, efter at hun til sommer får sin studentereksamen fra Øregård Gymnasium i Hellerup.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Den 18-årige prinsesse, som er den anden i arvefølgen, bliver blandt de første til at indgå i aftjening af 11 måneders værnepligt, lyder det fra kongehuset.
Med forsvarsforliget for 2024-2033 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at værnepligten skal forlænges til 11 måneder.
Tjenestetiden består af fem måneders basisuddannelse og seks måneders operativ tjeneste.
Værnepligten i Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets Hesteskadron er dog blevet forlænget til 12 måneder, mens Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse fastholdes på ni måneder.
Hidtil var værnepligten typisk på fire måneder i de fleste forløb.
Alle uanset køn får i dag automatisk en indkaldelse til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år.
Også prinsesse Isabellas storebror, kronprins Christian, aftjente sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
Efter værnepligten begyndte tronarvingen i august 2025 på uddannelsen til løjtnant.
I forlængelse af uddannelsen skal kronprins Christian gøre tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som delingsfører på Garderkasernen i Høvelte i Nordsjælland.
Forsvaret beskriver Gardehusarregimentet som "et moderne kamptropregiment med stolte traditioner som rytterregiment".
Der er tradition for, at kongefamiliens medlemmer tilbringer en periode af deres liv i Forsvaret.
Prinsesse Isabella og kronprins Christians far, kong Frederik, har også været tilknyttet Gardehusarregimentet.
To år efter sin værnepligt blev han udnævnt til løjtnant af reserven og blev i den forbindelse delingsfører ved Gardehusarregimentet, der dengang hørte til i Næstved.
/ritzau/
