400.

Det er det antal lejere, som ikke har betalt deres husleje for september til Boligkontoret Danmark, skriver TV 2/Fyn.

Og det bekymrer Klaus Bentzen, som er bestyrelsesformand for Boligkontoret Danmark, der mener, at det tydeligt viser den krise, mange står i lige nu.

»Det signalerer jo en voldsom stigning i mængden af det, jeg kalder personlige familiekatastrofer,« siger han til mediet.

Adskillige danskere kæmper lige nu med inflation og de stigende priser på energi.

Det presser flere til at lukke forretninger eller tage alternative metoder i brug for at kunne fortsætte dagligdagen.

Og for nogle, som Boligkontoret Danmark, der er ejet af 61 boligforeninger og repræsenterer 31.000 lejemål i Danmark, beskriver, er det vanskeligt at betale husleje.

Cirka én million danskere bor til leje i almene boliger landet over.