B.T. får kritik for misvisende billedtekst samt for at anvende et billede uden samtykke.

B.T. bragte i februar 2019 et billede af en gruppe personer på hjemmesiden bt.dk ledsaget af teksten 'Liberal Alliances Ungdom holder lørdag landsmøde. Da de unge politikere ser B.T.s fotograf på stedet, siger de: 'Vi er ikke medieliderlige – vi er bare liderlige.'

Billedet blev desuden bragt – i en beskåret version – på forsiden af den trykte udgave af avisen, hvor en person ses række en 'fuckfinger'. Billedet var ledsaget af følgende tekst 'Kaos efter sexskandale i ungdomsparti BALLADE', hvor ordet 'sexskandale' og bogstaverne i LA i ordet 'BALLADE' var fremhævet med gult.

Personen – som er den eneste genkendelige person på billedet – har klaget til Pressenævnet over billedet.

Pressenævnet finder, at billedteksten, der blev bragt til billedet på bt.dk, var egnet til at give indtryk af, at citatet var af klager. Nævnet finder desuden, at billedet i den trykte udgave af avisen kan give det fejlagtige indtryk, at klager er omfattet af den personkreds, der er involveret i den omtalte sexskandale i partiet, hvilket er krænkende for klager.

Pressenævnet har derfor udtalt kritik af den misvisende billedtekst på bt.dk samt B.T.s anvendelse af billedet i den trykte udgave af avisen som forsideillustration til en artikel omhandlende sexskandalen i partiet uden forinden at indhente samtykke fra klager.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses her.